De har en Slags Mod, det er rigtigt. De har Vanemod. De er fra Barnsben bleven stillede overfor en bestemt Fare, og de har lært, hvorledes man skal møde den, og hvorledes man skal tjene Penge derved. Deres virkelige Mod er ikke større end deres, der daglig passer en farlig Maskine, løber paa Tage som Skorstensfejere eller omgaas Sprængstoffer. Det er ikke Mod, der faar dem til at gøre deres Dont uden Nervøsitet. Det er Blaserthed overfor en kendt Fare.
Det virkelige Mod, Senorita, det Mod, som De saa absolut og saa berettiget beundrer, det fordrer mange Egenskaber hos en Mand, mange gode Karakterens Egenskaber, og det viser sig overfor alle Farer, baade fysiske og moralske, men ikke blot overfor en ganske enkelt Slags. Tyrefægtningsdristighed er ikke nok som Prøvesten paa Modets Guld.
Tænk paa Deres egen Stand, Senorita. Den bestaar dog for Størstedelen af Folk, der sjælden roser sig af stort personligt Mod, og dog bevæger de samme Folk sig paa en Scene, hvor Lemme, Kulisser, Sætstykker, Lys og brandfarlige Sager rummer Hundrede af Farer, som Ingen af dem ænser.
Lola Montero havde lyttet opmærksomt til:
— Jeg synes næsten, der er noget idet, De siger, Marquis! Det har jeg aldrig tænkt over.
I det samme lød tre vældige Gongonslag. Bombatini havde sovet ud. Det var Signalet, der lød til, at Selskabet skulde samle sig.
Man skulde alle køre til Torospladsen.
