var Hovedfiguren, medens Toreadorerne med Matadoren Bombatini i Spidsen dannede Staffagen.
Det var lykkelige Dage, fulde af Arbejde og Spænding, med en mild Understrøm af Kærlighedsrus, der holdt Kunstnerens Fantasi og Farvesans under et uafbrudt Højtryk.
Han havde aldrig malet som netop nu, og han følte, at han maaske aldrig i sit Liv vilde komme til at male saaledes. Derfor udnyttede han hvert Sekund i denne vidunderlige Arbejdsperiode, der fyldte ham med en saa overstrømmende kunstnerisk Lykke.
Staffeliet med Lærredet stod inde i en skyggefuld Akasieallé i den vidtstrakte Have, som laa udenom Bombatinis Palæ. For Enden af Alléen saa man i en Udhugning ud over det blaa Hav, og med denne lysende Baggrund stod under Træernes Skygge de maleriske Modeller en efter en for ham og undertiden i Gruppe.
Hele Tyrefægterkolonien havde faaet Interesse for Billedet, ikke mindst af Høflighed og Beundring for den skønne Matadora, der var Hovedpersonen. Og hun fyldte Kunstneren med lige stor Iver og Arbejdslyst, enten han havde hendes pragtfulde Skikkelse foran sig som Model, eller han følte hendes Blik bagved sig, følgende Penselens mindste Bevægelser.
Castella, der til en Begyndelse var fulgt med sin Ven som en Art Hjælper, blev hurtigt fortrolig med Tyrefægterne, ikke blot fordi han kunde Spansk, hvad de næsten betragtede som et Vidunder hos en Nordbo, men ogsaa fordi han spil-
