- 120 -
Niels Matthiasen indkaldte til dette møde. Christianit- terne havde troet, at vidnet ville indkalde og havde i april- maj henvendt sig herom telefonisk til vidnet. Christianitter- ne var meget ivrige for at få dette møde. Christianitterne kunne jo ikke indkalde selv. Christiania fik vistnok et brev. Man skrev altid til Per Løvetand. Han ville altid lade det gå videre. Han ringede til vidnet og sagde, at nu blev der altså det møde.
Om mødet den 14. juni 1973 har vidnet nærmere forklaret, at det forløb i en fordragelig og rar stemning.Alle var glade over, at det var lykkedes at komme igennem. De 3 ministre gav en orientering om, hvad der var besluttet. Det var en meddelel-, se til de mennesker, sagen drejede sig om. Så vidt vidnet husker, blev der sagt "formentlig 3 år, som det ville vare at afholde idékonkurrencen". Der blev ikke sagt lige præcis 3 år. Det centrale var idékonkurrencen.
Spørgsmålet om, hvad der skulle ske efter denne tid, er kun blevet berørt på mødet, men spørgsmålet blev rejst. Indstillingen var, at man skulle se, hvad der skete i disse 3 år. De formentlig 3 år var knyttet til idékonkurrencen, og i den tid skulle Christiania være et socialt eksperiment. Idékonkurrencen var udgangspunktet, og det var den, vidnet først havde hørt om, og dertil knyttede sig de formentlig 3 år. Christianitterne var selv interesserede i at deltage i idékonkurrencen, idet man håbede på, at Christiania kunne fortsætte som en del af beboelsenf Vidnet var konsulent for det udvalg i Akademirådet, der udskrev priSOpgaven og fik bagefter en orientering om de indkomne projekter. Hun del- tog ikke i bedømmelsen. Der indkom forslag, ikke fra Christiania som sådan, men fra en gruppe christianitter. Ingen projekter gik ud på nedlæggelse af Christiania. På kontakt-
