Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/145

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 145 -

der har affattet dokumenterne.

Også efter forvaltningsretlige betragtninger er det klart, at retsforholdet mellem staten og Christiania ikke er en ensidig nådesakt fra myndighedernes side, men et gen- sidigt bebyrdende retsforhold. Statens motiv var ikke blot og bar velvilje; det drejede sig om en nøgtern vurdering af, at samfundet har brug for Christiania såvel økonomisk som menneskeligt. Det har kunnet betale sig for samfundet, og Christiania har således ydet et kvalificeret vederlag for brugsretten.

Efter aftalerne påhviler der først og fremmest staten en forhandlingspligt overfor Christiania. Denne pligt er klart tilsidesat af staten blandt andet derved, at der ikke siden den 24. januar 1974 har været afholdt kontaktmøder.

På mødet den 24. januar 197h blev man stillet overfor en alle- rede truffet beslutning om nedrivning af bygninger, og senere har staten kun udvist passivitet overfor Christianias ønsker om forhandling. Ifølge forvaltningsretlige grundsætninger

må en sådan manglende høring anses som en ugyldighedsgrund.

Den manglende høring vedrørende spørgsmålet om opgivelse af idékonkurrenoen må medføre, at Christiania så har krav på at kunne fortsætte brugsretten i det tidsrum, der svarer til den tid, afholdelsen af idékonkurrencen påregnedes at vil- le vare, regnet fra det tidspunkt, hvor meddelelse om Opgivel- sen gives Christiania.

Hvad særlig angår påstand 2) a) og b) har Christianias advokater anført følgende, idet de har-fremhævet, at de herom anstillede betragtninger tillige tjener som*anbringende til støtte-for påstand l):