184 Syvende Kapitel.
mindre her, end naar vi møde den samme Stræben ved dens Indblanding i Landbruget. Hvor ejendommeligt er det ikke at se Stiftamtmanden i Aarhus Stift 1710 £aa Ordre til, hvis der paa Grund af det foregaaende Aars slette H^st ikke var saaet saa megen Kug som sæd- vanlig, da at tilholde Proprietærerne og Bestyrerne af Ryttergodserne, de saakaldte Begimentsskrivere, at „der da desto mere af Byg og Havre og anden Sæd nu i Eoraaret bliver lagt^ ^^). Saa lidet Kjendskab til sit eget Bedste tiltroede altsaa Begeringen Befolkningen! Men den indlod sig endog paa — hvad der for øvrigt allerede var gjort af tidligere Begeringer — at foreskrive, hvad der som Begel skulde saas paa en ikke ringe Del af Landets Jorder. Frederik III og derefter Kristian Y's Danske Lov bød, at enhver Bonde, som besad en Hel- gaard, skulde aarlig saa en Skjæppe Hampefrø, og at enhver, der besad en Halvgaard, skulde saa en halv Skjæppe. Paa den Maade mente Begeringen at kunne sikre sig den Hamp, den behøvede. Kristian V gjorde et lignende Skridt, da han af Hensyn til et Par Olie- møller og Sæbesyderier befalede, at ved hver Kjøbstad, som havde Agerjord, skulde aarUg mindst en Fjerdedel af Jorden under Straf af Mulkt besaas med Hampe-, Hør- eller Boefrø ^^).
Men især greb Begeringen ind ved Husdyrholdet Det var fra tidligere Tid fastsat, at ingen andre paa Landet end adelige maatte fodre Kyæg paa Stald for at sælge det, de maatte kjøbe og sælge saa mange Øxne, som de kunde fodre paa deres eget Floder eller hos deres Tjenere. Kjøbstadborgere , der vare Kjøb- mænd og selv dreve eller udskibede Øxne, havde Bet til at opstalde dem paa Kongens og Adelens Lade- gaarde; ellers maatte de kun opstalde saa mange Øxne, som de kunde fodre paa deres eget indavlede Foder ^^). Hele denne Ordning blev paa ny slaaet fast af Kristian Y paa Grund af „den store Misbrug, som sker tvært imod Becessen og kongelig udgangne Forordninger^. Dog
