196
Ottende Kapitel.
overlegent Syn paa Handelsforholdene i de Kommissioner, som drøftede alt dette. Man havde aabenbart langt mere Interesse for slige Spørgsmaal end Forstand paa dem[1]. Selv en Mand som Jens Juel kunde fremsætte Meninger om økonomiske Forhold, som forekomme os næsten barnagtige.
Det ligger i Sagen selv, at naar Regeringen vilde fremme sine Landes materielle Opsving, maatte der i flere Henseender stille sig Opgaver for den, hvis Løsning intet havde at gjøre med de økonomiske Grundsætninger. Saaledes med Hensyn til Samfærselsmidlerne. Gode Veje havde i tidligere Tid været ukjendte, man kan altsaa tænke sig, at de i Danmark maatte være i en skrækkelig Tilstand efter Svenskekrigens Ophør 1660. Ikke blot fra enkelte Dele af Landet, som Kjøbenhavns Omegn eller det vestlige Fyen, men ogsaa i Almindelighed fra hele Landet lød der Efterretninger om, at Veje og Broer vare brøstfældige og elendige, paa sine Steder endog saaledes, at man ikke kunde komme frem uden Livsfare[2]. Igjennem hele Tidsrummet udstedtes det ene Kongebud efter det andet for at skabe en bedre Tilstand. Snart paalægges det dem, der havde Jordegods, at holde deres Bønder til at bringe den almindelige Landevej over hele Riget med tilhørende Broer i forsvarlig Stand, snart indskærpes det Stiftamtmændene og Amtmændene at overlægge med Proprietærerne, hvorledes Vejene kunde indrettes bedst. Regeringen fremhævede særlig i saa Henseende Vejene fra Kjøbenhavn til Helsingør, Kallundborg, Korsør og Vordingborg og i Jylland imellem de vigtigste Kjøbstæder. Dengang havde Kongen paa sine Steder af Landet egne Veje, de saakaldte Kongeveje, som ingen maatte bruge, med mindre
