Sans for Bjergyærksvæsenet. 219
Kegeringen blev her som ved Savbruget aabenbart drevet til at begunstige Foretagelseslysten, ikke blot ved Tanken om at støtte økonomiske Fremskridt i det hele, men ogsaa ved Haab om at forøge Statskassens Ind- tægter. Der skulde nemlig svares Kongen Tiende af, hvad der blev udvundet af Bjergværkerne. Det er værdt at se, hvor stor Vægt Regeringen lagde paa Opdagelsen og Brugen af Bjergværker. Den opstillede det f. Ex. i den Grad som Pligt at meddele Kundskab om for- mentlig brugbare Metalaarer, at enhver, der havde en saadan Kundskab, skulde under højeste Straf meddele det til de nærmeste Oberbergamtsbetjente ; men naar ban opfyldte denne sin Pligt, fik han ogsaa som Vederlag en forholdsvis betydelig Belønning, Iveren for at hjælpe Bjergværksejeme gik saa vidt, at disse fik Bet til med enkelte mindre vigtige Undtagelser at raade over de omliggende Skove i en vis Omkreds (Cirkumferens), de maatte her afgiftsfrit hugge saameget i Kongens egne og i Præstegaardenes Skove, som behøvedes til Værkets Drift, i andre Skove maatte de hugge, hvad de trængte til, imod at yde en vis billig Godtgjørelse , og det var indenfor hele Cirkumferensen forbudt at drive Savbrug. Selv om denne store Forret blev hævet nogle Aar senere, fik dog flere Værker i den følgende Tid Stadfæstelse paa den ældre Ret^^).
Ligesom for at gjøre det ret klart, i hvilken Grad Bjergyærksvæsenet skulde opfattes som en Velfærdssag for Staten, blev det paabudt, at Bergordonnancen af 1683 én Gang om Aaret skulde oplæses paa de for- bkjellige Ting saavel som fra Prædikestolene rundt omkring i Riget. „Den menige Mand", hedder det i den konge- lige Befaling, „skulde herved bringes til end mere at erindre sin allerunderdanigste Skyldighed med forborgen Erts og Bergværk at aabenbare". Da Regeringen imid- lertid ikke fandt, at det gik godt nok med Bjerg- værkerne, greb den til at udtale skarp Misbilligelse, ikke blot over forskjellige Chikanerier imod dem
