Denne side er blevet korrekturlæst
Tiende Kapitel.
Handel og Skibsfart indtoge, som rimeligt var, en ikke ringere Plads end den store Industri i Regeringens Tanker om, hvad der kunde fremme Statens materielle Udvikling. I flere vigtige Henseender stod det meget ilde til med disse Idrætter ved Begyndelsen af Enevældens Tid. Ikke blot havde for Danmarks særlige Vedkommende Tilbagegangen paa saa mange Omraader i den nærmest foregaaende Tid havt en uheldig Indflydelse paa dem; men den Handelstraktat, som Hollænderne havde forstaaet at aftvinge Kristian IV samtidig med Brømsebrofreden, havde sat dem i Stand til at drage saadanne Fordele af Stillingen, at deres Konkurrence omtrent havde ødelagt Søfarten herhjemme.[1] Endnu i Frederik
- ↑ I en Skrivelse, som Direktørerne for Saltkompagniet tilsendte Regeringen i Slutningen af 1661, udtalte de, „at efter den Tid, som Hollænderne ved den Brømsebroske Akkord Anno 1646 fik Frihed, at ikke give højere Told udi Eds. Ms. Riger og Lande end Eds. Ms. egne Undersaatter, da havde Søfarten af Eds. Ms. Undersaatter saaledes aftaget, at udi Staden, som tilforn var 16 vel monterede Borgerskibe, som udi forrige Krigstid gjorde Tjeneste under Eds. Ms. højlovlig Ihukommelse Herre Faders Flaade, nu udi seneste Krig ikkun havde været trende Skibe, som til Krigstjeneste havde været duelige". (Betænkning af Statskollegiet af 19de Decbr. 1661).
