222 Tiende Kapitel.
III's sidste Leveaar udtalte Eegeringen sin Sorg over den beklagelige Kjendsgjeming. at baade Danske og Norske „havde efterladt Sejladsen udi Vestersøen."^)
Der trængtes under saadanne Forhold utvivlsomt til en Forandring, og Eegeringen satte sig det alvorlig som Maal at skabe en saadan. Her, som ved Fabrik- industrien, var der Sider af Kongernes Omsorg, der intet havde at gjøre med Datidens økonomiske Grundsætnin- ger. Saaledes, naar de for at udvikle Sømandsdygtig- heden oprettede eller understøttede Navigationsskoler i Kjø- benhavn, Bergen, Kristiansand og en Tid i Stege. For at Handelen skulde kunne drives sikkert i de europæiske Farvande, maatte det synes naturligt at slutte Handels- traktater med forskjellige Stater i Vesteuropa. Frederik III havde allerede 1662 overdraget fire af de største Kjøbmænd at afgive Betænkning om Handel mellem Danmark og Norge paa den ene Side, Frankrig paa den anden, som det hedder „ved Udvexling af de paa hvert Sted faldende Varer (her Skibstømmer, Korn, Stok- og saltet Fisk, Kjød, Jæm, Kobber, hist Vin, Salt og Ed- dike)", og det følgende Aar sluttede Hannibal Sehested en Handelstraktat med Frankrig, der 7 Aar senere fulg- tes af en lignende med England (1670); Disse Trak- tater havde stor Betydning for Handelen i den følgende Tid. Samtidig blev der ved Ansættelse af Konsuler eller Kommeroe-Kommissærer i fremmede Havne ydet Søfarten en nyttig Hjælpe), og Regeringen stræbte un- der de store Søkrige imellem Vestmagterne i Slutningen af 17. Aarhundrede at værne om Eigemes Handel og Skibsfart ved 1691 og 1693 at slutte det første væbnede Neutralitetsforbund med sin egen sædvanlige Fjende Sverige.
Det var ikke blot med Tanken om Industriens Tarv, at Enevoldskongeme holdt af at indkalde Fremmede, men tillige i Haab om, at de skulde virke til Handelens Opsving. Saaledes baade da Udlændinger 1671 bleve op- fordrede til at flytte ind i Landet, og da der 1686 blev
