228 Tiende Kapitel.
Tømmer, skulde eje Skibsparter i Forhold til den Masse Tømmer, han udførte. Trælasthandelen skulde — det ser man klart — ' saa vidt muligt drives med indenland- ske Fartøjer. Af beslægtet Natur var det, naar Bege- ringen forbød, at Skibe, store eller smaa, som byggedes i Kongejds Riger og Lande, maatte sælges til Fremmede, førend de i 10 Aar havde været brugte indenfor selve Statens Omraade. Den Tanke, der træder frem igjen- nem slige Bestemmelser, . at „Mængden af Skibe er det fornemste Fundament til Eommercieme^, bragte ogsaa Regeringen til ved Lettelse af forskjellige Afgifter paa Skibstømmer at arbejde paa at fremme Skibsbyggeriet^®). Hertil svarede Iveren for at tvinge Sømandsdygtigheden i Vejret. I Danmark bød Regeringen saaledes, at en- hver dansk eller norsk Skipper, som fra Kjøbenhavn for paa „Vestersøen^, skulde, imod kun at betale en bestemt Hyre, tage i det mindste en fjerde eller femte Del af sit Mandskab iblandt Søfolkene paa Møen eller Bogø. Paa visse store Handelsskibe, de saakaldte Defensions- skibe, skulde mindst Halvdelen af Matroserne være ind- fødte. Frederik IV befalede snart efter, at enhver i Norge, som vilde drive Handel til Søs, skulde bruge de der i Landet enrollerede Søfolk paa deres Skibe. Kun de, der fore paa Grønland, maatte vælge,, hvilken Slags Mandskab de vilde. Selv om der herved nærmest tænktes paa at udvikle Sømandsdygtigheden af Hensyn tilOrlogs- tj enesten, maatte det ogsaa faa stor Betydning for Han- delsfarten.
De Lande, paa hvilke det faldt naturligst for Danske og Normænd at drive Skibsfart, vare foruden Sverige og Østersølandene især Holland og England. Landene ?ed Middelhavet laa med en enkelt Undtagelse endnu uden- for den danske og norske Søfarts Omraade, og Rege- ringen dristede sig ikke til særegne Skridt for at faa den i Gang paa disse Egne. Derimod lagde den stærk Vægt paa Handel baade med Frankrig og Spanien af Hensyn til den Betydning, som Indførsel af Salt fra disse Lande
