Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/250

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er ikke blevet korrekturlæst


230 Tiende Kapitel.

nyede han vel Institutionen i Halvfemserne^^; men Han- delstraktaten med Holland af 1701 tvang atter Danmark- Norge til at ophæve alle de Friheder, der vare indrøm- mede de omtalte Skibe. Dermed faldt det hele snart til Jorden.

En til Havet knyttet Syssel, som Kongerne ikke behøvede at værne om for at holde den i Gang, var Fiskerierne« De vare paa enkelte Steder i Danmark^ især i Limfjorden, og efter en endnu langt større Maale- stok ved Norges Vestkyst i den Grad en nødvendig Næringsvej, at Befolkningen saa, at den maatte sætte al mulig Kraft ind derpaa, hvis den ikke selv skulde gaatil Grunde. Hvad der krævedes fra Statens Side, var nær- mest kun visse Politianordninger, da Sammenstød og Sivninger ikke kunde udeblive, hvor saa mange Fiskere samledes. Allerede langt tilbage i Tiden havde man kjendt Bestemmelser og Vedtægter derom. Men selv om de norske og de jydske Fiskere ikke behøvede at tilskyndes ved Særrettigheder, opfordrede Humanitet og en fornuftig Overvejelse af Forholdene dog Regeringen til at yde dem visse Lettelser. Den fastsatte saaledes, at der ikke skulde betales Konsumtion af det Salt, der brugtes ved Limfjordsfiskerierne, og at der i det hele ikke maatte kræves mere end en vis Pris for Salt, lige- som den (1694) indrømmede Toldnedsættelse paa Salt, saa snart det blev indført i det nordenfjeldske Norge paa „egne Skibe". Ikke mindre viste Regeringen Interesse for denne Syssel, der særlig vedkom den fattige Del af Befolkningen, ved ikke at gaa den strængt paa Livet med Afgifter. Der krævedes vistnok, — hvad der var en Selvfølge, — Tiende af saadanne Fiskerier, der dreves som formelig Næringsvej, og der blev betalt Told ved Udførselen af Fisk fra Landet ligesom af andre Varer; men der laa ingen særlig Skat paa Fiskeriet, undtagen naar det blev drevet af Fremmede. At disse maatte betale Afgift, saa Landets egne Fiskere naturligvis gjeme^').

Kristian V, der strax efter sin Regerings Begyndelse