248
Ellevte Kapitel.
Udførselen af Trælast, naar denne fandt Sted med Byens egne Skibe, samt Eftergivelse af Told paa en Del svenske Varer, og endelig som Hjælp efter alt, hvad den havde lidt ved sit tapre Forsvar 1716, uindskrænket Ret til tre Aars Oplæg af alskens Varer; Indbyggerne i Holstebro bleve i Anledning af to haarde Ildebrande, der vare overgaaede dem, begunstigede med at faa Frihed til at rejse omkring og forhandle Humle[1]. Et jævnlig forekommende Middel til at hjælpe paa smaa Kjøbstæder var at indrømme dem Torvedage eller Ret til at holde Markeder[2].
Til denne Omsorg for Kjøbstædernes Velstand slutter det sig som et Sidestykke, der, om end mindre vigtigt, dog bør nævnes, at Regeringen vaagede over, at skattepligtige Borgere ikke flyttede fra Kjøbstæderne og nedsatte sig udenfor dem, i Haab om derved at befri sig for Kommuneskatterne, eller at Borgerne ikke i det hele paa en eller anden Maade søgte at unddrage sig Byrderne. Det var ogsaa strængt forbudt at rive Huse ned i Kjøbenhavn, med mindre man opbyggede andre i Stedet for dem[3].
Hovedsagen var imidlertid, at Enevælden saa vidt muligt stræbte at give Byerne Eneret paa Haandværk og Handel. Baade Privilegierne for den danske Borgerstand af 24. Juni 1661 og de for de norske Kjøbstæder af 30. Juli 1662 forbød, at der maatte bo andre Haandværkere i Landsbyerne end de, der her vare aldeles nødvendige. Som saadanne nævnes i Privilegierne af 1661 blot Grovsmede, Tømmermænd, Murmestere, Skindere, Skræddere, som sy Vadmel, og Skomagere, „som ikke gjøre Sko at sælge til Forprang". Ogsaa de slesvigske og holstenske Kjøbstæder hjemledes der paa samme Maade Eneret til de allerfleste Slags Haandværk[4].
Samtidig indskærpede Regeringen ikke blot, at Retten til at handle med Øl og Brændevin, i det mindste indenfor to Miles Omkreds, tilkom Kjøbstæderne; men den forbød den ene Gang efter den anden al Forprang eller
