Byernes Eneret til Haandværk og Handel. 249
Kjøbmandskab paa Landet. Eahver, der her havde Varer at sælge, skulde føre dem til Byen og sælge dem paa Torvet, det var ikke tilladt, udenfor Kjøbstadens Porte at afkjøbe Bønderne de Varer, som de førte til Byen^). De norske Bi^nder og Fiskere vare ligesaa forpligtede til at føre deres Trælast og Fisk Jil Kjøbstædeme eller de Oplagspladser, der hørte til disse, som den danske Bonde var til at sælge sit Kom eller magre Kvæg i Byerne. Dog havde Landboerne Ret til at kjøbe deres Sædekorn paa Landet, og det skulde være enhver Pro- prietær tilladt at sælge, hvad der produceredes paa hans Jordegods, til hvem han vilde^). Ogsaa maa det have været Bønderne tilladt, paa Landet at drive en vis Han- del med Kreaturer og landlige Produkter^). Bortset herfra skulde der særegne Forhold til for at gjøre Und- tagelser berettigede, som f. Ex. da det enganig blev be- vilget Almuen omkring Tønsberg at sælge sin Trælast til andre end denne Byes Borgere, fordi disse ikke vare i den Stand, at de kunde kjøbe Trælasten^®).
At Enevælden saaledes søgte at samle Haandværk og Handel i Kjøbstæderne , var for en stor Del en Følge af, at den mente, at der kun paa den Maade kunde konmie Kraft i Udviklingen deraf. Det stemmer ypper- Ug med dens vante Lyst til at fordele Arbejdet, naar den holdt det for ønskeligt, at „Kjøbstadnæringen kunde blive fra Landnæringen separeret". Men den blev vistnok end mere drevet fremad i den Retning ved Haabet om paa den Maade sikrest at kunne faa sine Told- og Kon- sumtionsindtægter opkrævede. Selvfølgelig tilskyndede Kjøbstædeme af al Magt Regeringen til sligt ^^), og de holdt den ikke mindre i Aande med at kræve de Rettigheder opretholdte, der vare blevne givne dem. Kon- gerne fulgte villig alle slige Opfordringer, baade, naar det gjaldt om at sikre Kjøbstæderne Eneret imod Frem- mede, der vilde sælge Varer paa Markederne eller „strip- pede omkring som Bissekræmmere, Prangere eller Kjedel-
