252 Ellevte Kapitel.
Paa adskillige Steder laa der dog kun nogle faa Huse Ted Udskibningsstedet, hvor Befolkningen samledes rundt om- kring fra paa de Tider, da de Fremmede plejede at komme.
Men det 16. og 17. Aarhundredes økonomiske Grund- sætninger tillode ikke, at disse Forhold kunde udvikle sig frit. Da saaledes Kristian IV anlagde Kristiania og Kristiansand. stræbte han at sammentrænge det sydlige Norges Handel og Skibsfart i disse Byer, og han ud- stedte derfor strænge Befalinger, dels om at Folk fra forskjellige Ladesteder skulde flytte til dem, dels om. hvilket Opland der skulde tillægges dem paa de allerede existerende Handelspladsers Bekostning. Hvor despotisk eiid sligt tager sig ud for vore Øjne, stemmede det ikke ilde med Datidens Synsmaader. I det mindste aabnede den norske Borgerstand Enevoldstidens Historie med at at udtale Ønsker til Regeringen om, at den netop saa vidt muligt vilde samle Handel og Skibsfart i Kjøbstæ- derne, og det efter en bestemt Orden. Den mente derfor dels, at der burde fastssettes visse Grænser for hver Byes Handelsdistrikt, indenfor hvilke andre Byer ikke maatte handle, dels vilde den have alle Havne indenfor 3 Miles Afstand fra Byerne ophævede, og at der ikke udenfor de tre Miles Afstand maatte taales andre Havne end de store Ladesteder^^).
I nøje Overensstemmelse med disse Ønsker ordnede Enevoldskongerne Handelen og tildels ogsaa Haandværket langs Norges Kyster. Det blev vistnok tilladt, at der ved en Del Ladesteder udenfor Byerne maatte losses Komvarer fra Danmark og indlades Trælast saavel til Danmark som til andre Lande ^®); men dette gjorde Forholdene tvingende nødvendigt, Regeringen gjennemførte allevegne, hvor det var muligt, sit Princip at beskytte Kjøbstæderne, og paa sine Steder endog saaledes, at den gik til for- bavsende Yderligheder.
Dette var især Tilfældet med Kristiansand. Ene- vælden havde sat sig i Hovedet, at det vilde blive til det
