258 Ellevte Kapitel.
rar naturligt at søge dem. For en stor Del Varers Ved- kommende angav den endog udtrykkelig, fra hvilke Lande de skulde indføres. Hamp, Hør og tilsvarende Frø skulde hentes i Lifland, Estland, Ingermanland, Preussen og Kurland, Jærn og Staal i Sverige og Preussen, Tjære og Beg i Sverige, Finmarken*) (!) og Grotland. „Skibs og andet Bygningstømmer, Klapholt, Vognskud fra de Ste- der, hvor de falder og voxer;" spansk Vin og Salt skulde indføres fra Spanien og Portugal, fransk Vin og Salt fra Frankrig, „Specerier" maatte ikke indføres „uden for Vestersøen". Den i visse Henseender mere frisindede Toldforordning af 1691 indskrænkede dog disse Bestem- melser til kun at gjælde for spansk og portugisisk Salt og for fransk Vin og Salt. Ogsaa fastsattes det, at Rhinsk- vin skulde hentes fra Holland. Indførte nogen Varer, for hvilke der gjaldt slige Bestemmelser, fra andre Steder end dem, Forordningen fastsatte, skulde der betales højere Told af dem^s).
Handel en gros kunde enhver drive, der havde Lyst dertil. Regeringen bestemte kun, hvad der var det mindste Kvantum, en Grosserer maatte sælge. Ved anden Slags Handel fastsatte den, at ingen Haandværker maatte give sig af dermed, undtagen naar han vilde kjøbe, hvad han behøvede til sit Haandværk. Hanskulde i saa Fald kjøbe af første Haand. En Række nærmere Bestemmelser ordnede Detailhandelen^ Det gjaldt nem- lig ifølge Regeringens egne Ord om , at den fattige lige saa godt kunde nyde Næring som den rige, den ene „maatte ikke gjøre den anden nogen Indpas i hans Næ- ring, paa det alle kunde have deres ærlige Ophold".
Det sigtede i den Retning, naar det f. Ex. i PriTi- legierne for Vinhandlerne i Kjøbenhavn 1668 var fast- sat, at ingen maatte holde mere end én Tappekjælder. og at de Vinhandlere, som handlede med fransk Vin. ikke maatte sælge Rhinskvin eller omvendt. Ved Kri-
- ) Dette skal aabenbart være Finland.
