21
Rangvæsen i Royalismens Tjeneste.
prægtig klædte Pager, Drabanter og den rigt uniformerede Livgarde.
Og hvor konsekvent var det ikke, at baade Ridderordner indstiftedes, og at Rangforordningerne nu efter Kristian V’s Tronbestigelse[1] begyndte at dukke frem her som i andre Lande! Det synes, som om Kongerne holdt det for en Regeringssag af stor Vigtighed at ordne Rangvæsenet. Endog med faa Aars Mellemrum udkom der nye Rangforordninger (saaledes 1693 og 1699), og om det saa var et for Staten saa farligt Krigsaar som 1716, saa det en Rangforordning blive udstedt. Kristian V lagde saa megen Vægt derpaa, at han med en vis Forfatterstolthed i en af sine Dagbøger siger, at han selv for største Delen havde udkastet den af 1693[2]. En af de Grunde, der her som i andre Lande paa den Tid bragte Fyrsterne til at udstede Rangforordninger, var utvivlsomt den Tro, de havde, at Rangvæsenet kunde tjene Enevældens Sag. Det var, som om Kongen og, hvad der omgav ham, derved kom til at danne en øverste Sfære, hvortil Undersaatterne kun kunde hæve sig ved en Række forskjellige Udmærkelser, neden fra opad, som udelukkende afhang af den kongelige Naade. Ikke uden Interesse er det at se Kristian V med Hensyn til den nysnævnte Rangforordning af 1693 skrive, at han havde projekteret den efter den souveræne Regerings nærværende Tilstand[3]! Han har dermed udtrykkelig sagt, at han havde havt et politisk Formaal dermed.
Man kan ikke med Rette gjøre Datidens Konger alene ansvarlige for det taabelige, royalistiske Smigersprog, med hvilket de slunkne Avisers magre Spalter vare fyldte ikke mindre end Festtalerne fra Universitetets Kathedre og Prædikestolene, og som fik Overhaand næsten i enhver Henvendelse enten i Vers eller paa Prosa til Kongen og Dronningen saavel som i enhver Omtale af dem. Det samme gjælder om den halvt blasfemiske og os fuldstændig parodisk forekommende Forherligelse, som ydedes dem ved den bil-
