Side:Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu/504

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

12


LenyiBiimger.


Kongens højeste Ministre og Gehejmeraad. ' En Liste over høje Embedsmænd omtrent fra 1684 (Danske Kongers Historie Nr. 203 b) viser, at der den Gang var 14 Gehejmeraader. Et bestemt Vid- nesbyrd om, at man kunde være Gehejmeraad uden at være Medlem af Konseljet, har man for Kristian Siegfried Plessens Vedkommende, der vitterlig var Gehejmeraad, inden han blev opr taget i Konseljet. (Nyt hist. Tidsskr. II, S. 255 og Geharch. Aarsb. VI, S. 260). Molesworth nævner som dem, der paa hans Tid (omtrent 1692) vare Medlemmer af Konseljet, IJ. F. Qjl- denløve, Konrad Reventlow, Jens Juel, Biermann-Ehrenschild og Kr. S. Plessen, hvad der passer godt til de i Texten nævnte Ord af Kristian d. Stes Testamente om det rette Tal af Konseljmed- lemmer.

) Se den Protokol over dets Forhandlinger om disse Sager, som Griffenfeldt personlig har ført, og som begynder allerede med 20, Juni 1670 (Geharch. A aarsb. VI).

^) Med Hensyn til indenrigske Sager har man fra denne Tid ikke andre Konseljprotokoller end en nogenlunde udførlig fra 1690 til 1695 og en Eække Protokoller, der indeholde meget korte Referater og begynde med Aaret 1703. Ved at gjennemgraa disse faar man stærkt Indtryk af, at Forholdet udviklede sig, som der er sagt i Texten, og det stemmer ganske dermed, naar Kristian V i sine Dagregistre jævnlig anfører „Justits og Politi- sager^ iblandt det, hvorom han har forhandlet i Konseljet. For den første Del af Tidsrummet ere uheldigvis Kancelliprotokollerne meget tarvelige i deres Indhold. Vi kunne derfor ikke se, om det virkelig er blevet gjennemført, hvad der fastsattes i Instruxen af 21. April 1670, at nemlig de vigtigere Sager skolde refereres Kongen i „vores Gehejmeraads Paahør". Lige saa lidt kunne vi ftfgjøre, hvor meget sandt der er i den Beretning, der læses i Suhms nye Samlinger I, S. 23, ifølge hvilken Kongen efter 1680 ved hver enkelt Kancellisag, der blev forelagt ham, afgjorde, om han vilde foretage den i Gehejmekonseljet eller ikke. Derimod vise Kancelliprotokollerne, naar vi komme nogle faa Aar op i det attende Aarhundrede, at Sagerne fra Kancelliet saa tidt gaa til Konseljet, at dette aabenbart paa denne Tid har været den al- mindelige Forretningsgang. Kristian V's Testamenter S. 36—37 tyder paa, at Sagerne fra det tyske Kancelli først i den 'senere Del af hans Hegering bleve refererede for ham i Konseljet Jvfr. om Frederik IV's mere detaljerede Ordrer Note 16.

^^) Biegels: Fierde Friderichs Historie I, 197 fT. og 201, samt Gaspari Urkunden I, 37 ff. Der er nogen Forslgel paa Udtrykkene i Biegels's danske og Gasparis tyske Text; men Kan- celliprotokoUeme fra den følgende Tid vidne klart om, at der i