50 Andet Kapitel.
enhver Sag, den være nok saa ubetydelig, afgjøres af Kongen selv.
Man tænke ^g, hvilken Uendelighed af Sager i alle mulige Betniuger der paa den Maade væltede ind over Kongen, ikke blot vedrørende Styrelsen, men med Hen- syn til Folks private Ønsker, Klager eller Stridigheder. Der blev i hine Tider ikke blot søgt om Embeder, men ogsaa om Expectance paa Embeder, ja, Regeringen blev endog overhængt med Andragender, snart fra en, der bad om at maatte blive Bedemand i Trondhjem, snart fra en, der vilde være Klokker i Bergen, fra en, som ivrig ønskede at „spise Viborg Degne imod at nyde, hvad som dennem efter Fundatsen er tillagt^ o. s. v. Entrepenante Folk androge om Privilegiei* til at oprette Fabrikker, anlægge Bjergværker eller stifte Handels- selskaber, og Smaafolk vare ikke mindre ivrige i at søge om at blive optagne i et eller andet Lav uden at betale noget derfor eller om Privilegium paa at drive Smaahandel. Fattige Mænd og Kvinder indsendte ynke- lige Bønskrifter om at faa Almisse af Slotskirkens Blok, om at faa nogle faa Rigsdaler til Begravelseshjælp eller om at maatte udstille Bækken ved en eller anden Kirke for derved at tiltrygle sig lidt at leve af eller til at faa et brækket Ben kureret o. s. v. Bundt omkring fra fik Regeringen Klager over, at Magistraterne i Kjøb- . stæderne fordelte Skattebyrderne ulige ; men fremfor alt blev den bestormet med Ansøgninger om Nedsættelse i Skatter og Eftergivelse af Bestancer osv. osv.^*).
Idet Centralisationen saaledes maatte vise ^ig i en for Kongerne selv næsten afskrækkende Skikkelse, kom de snart ind paa at overlade Kollegierne at afslaa An- dragerider, hvis Urimelighed var indlysende, ligesom ogsaa at afgjøre en Mængde idelig tilbagevendende Saiger. Kun forbeholdt de sig selv at faa Underretning om den Afgjørelse, der blev truffet i slige Tilfælde, eller de lode sig Sagerne forelægge til Underskrift, uden at der fandt noget skriftligt Beferat Sted^^). Med den voxende Sans
