Kollegierne og Kongemagten. 61
«
for at faa Plan og Bestemthed i de forskjelUge Sagers Afgjørelse, der saa tydelig træder frem ved Enevældens Styrelse i dette Tidsrum, blev det ogsaa efterhaanden nøje angivet, hvilke bestemte Klasser Sager der maatte afgjøres af Kancellierne og Eentekammeret og, hvilke- der derimod skulde gaa til Kongens egen Resolution. Frederik IV's Ordenssans viser sig klart her som paa mange Omraader ^^). Men skjønt Kongerne derved lige- som skjød en Del Sager fra sig, beholdt de nok tilbage til egen Afgjørelse.
Deres Lyst til personlig at gribe ind i Styrel- sen traadte mest frem ved de finansielle og militære Sager, og ved Ledelsen af Udenrigspolitiken. Der er med Føje brugt det Udtryk om Overkrigssekretæren, der som Præsident i Krigskancelliet i hele Slutningen af det her omhandlede Tidsrum var den øverste ledende Embedsmand paa det militære Omraade, og det baade, hvad Hær og Flaade angik, at han i Virkeligheden var Kongens militære Kabinetschef^'). Han kunde selvfølgelig have stor Indflydelse paa Kongens Beslutninger; men Kongen vilde have Afgjørelsen af alt i sin Haand. Han krævede Indberetninger om de militære Sager indtil de mindste Enkeltheder, og ingen Kontrakt, intet Indkjøb til Flaaden, der gik over en Sum paa 500 Rdl., var gyldigt, med mindre der var kongelig Resolution derfor *^). I samme Grad vilde Kongen følge de diplomatiske For- handlinger baade i stort og smaat. Det gjør et ret ejeodommeligt Indtryk at se Kristian Y efter Griffenfeldts Fald paabyde den nye Kansler Frederik Ahlefeldt, at alt, hvad der blev tilskrevet Udsendingene ved de uden- landske Hoffer, „det være sig, hvor ringe det være kan", skulde udstedes under hans egen Haand, og at ligeledes alle Depescher fra Udlandet, saa snart de vare komne, uden Ophold skulde tilstilles ham selv^^). Man har Følelsen af, at det nu skulde være forbi med den over- legne Myndighed, som GriflFenfeldt havde forstaaet at tiltage sig som Kansler 2<^).
