Eneyældens Kontrol med Kollegierne. 53
Ordre til ^flittig aarle og silde i Kancelliet at lade sig finde baade for at have god Opsyn med alle Kancelliet vedkommende Forretninger, saa og for at være ved Haanden, naar Vi noget have at befale". Den ene Gang efter den anden indskærpes det at fremskynde Sagerne, og det ikke blot af Hensyn til Styrelsen i og for sig, men ogsaa, for at ikke Ansøgere skulle have nødigt længe at vente paa Svar; Iver og Nøjagtighed i Indsendelse og Undersøgelse af Regnskaber paabydes idelig*^). Dertil slutter sig ofte temmelig hvasse Til- rettevisninger. Skarpest gik det i saa Henseende til i den Griflfenfeldtske Tid, i hvilken Kongen ved sine Hesolutioner om de enkelte Sager ikke sjælden læste StatkammerkoUegiet temmelig alvorlig Texten. I en af dem hedder det: „Dog vilde jeg, at I en anden Oang med større JFlid gjorde Jer Dont, at jeg ikke saa tidt med det samme skulde bemøjes" ; i en anden Resolution skriver han: „Naar bliver den saa længe siden Eder anbefalede Fortegnelse over Benaadinger færdig. Om dette er det alvorlig erindret," atter en anden Gang kritiserer han en Betænkning af Kammeret med de Ord: „Her ^r mange Slags Kjød i denne Frikassé. Lar mig Kirkerne uplukket og min Salig Hr. Faders saavel som min egen Haand urygget, saa er jeg med det øvrige nok tilfreds"^*). Selv om denne Tone forsvinder med GrijBfenfeldt fra Resolutionerne om de enkelte Sager, skinner den dog ofte igjennem i Instruxeme. Saaledes begynder Frederik IV's Rentekammerinstrux af 20. Mai 1716 med en skarp Udtalelse om „den store Urigtighed •eller Negligence, som han fornemmer, forefindes ved" en Del af Kontorerne", og dette Aktstykke viser helt igjennem Kongens'j Vrede over Pligtforsømmelser og hans Lyst til at se Embedsmændene paa Fingrene.
Men ét var det at skrive Instruxer og udstede Befalinger, æske Betænkninger og give Næser, naar det gik skjævt i Kollegierne, et andet var selv at arbejde med paa at faa truffet den bedste Afgjørelse i de enkelte
