Konseljet. 59
Forhold ^^). Det var en alvorlig Tid, store Farer truede jævnlig, og vigtige, tildels skæbnesvangert vigtige Planer vare ofte paa Bane. Hvad Under, at Kongen netop her søgte at støtte sine Beslutninger til Mænds Raad, der ved idelig at følge Begivenhedeme«og de diplomatiske Forhandlinger kom nøje ind i disse. Alt sligt er der blevet behandlet i de mindste Enkeltheder.
Naar der allerede ved disse Sager var knyttet et nøje Baand imellem Konseljet og Kancellierne, under hvilke de udenrigske Sager hørte — en Tid under det danske Kancelli, senere under det tyske — gjaldt det samme med Hensyn til, hvad der ellers forhandledes i Kancellierne. Det blev efterhaanden Vedtægt, at de vigtigere Sager fra disse Kpllegier gik til Behandling i Konseljet. Kongen gav da sin Besolution enten i selve dette eller efter at have modtaget dets skriftlige Be- tænkning. Ved hvilke Sager det skulde høres, blev af Frederik IV fastsat i det enkelte^*). Ogsaa var han, saa vidt man kan se, den første, der gav In- struxer for Forhandlingsmaaden (1700 og 1703), baade hvad udenrigske og indenrigske Sager angik. Han bød, at saa snart Posten kom Mandag og Fredag, skulde Stor- kansleren eller i hans Fraværelse den, der var den for- nemste i Konseljet, sammenkalde de andre Medlemmer. Efter at alle vare blevne samlede, skulde de aabne de ankomne Breve og overveje, hvad der fortjente at meddeles Kongen. Naar denne derpaa holdt Møde med dem, havde enhver af dem at udtale sig for ham om de foreliggende Sager „frit pg uden Affekter, med Tilsidesættelse af alle jalousies, præventions og entetemens^^. Hver Tors- dag Morgen skulde Oversekretæreme for det danske og det tyske Kancelli i Konseljets Nærværelse aabne alle til dem indkomne Memorialier og Breve, som vare stilede til Kongen og vedrørte indenrigske Kancelli- sager. Hvad der fandtes kun at have liden Vigtighed, skulde sender tilbage til Kancellierne, for at det kunde afgjøres der; det, der derimod havde Betydning, skulde
