109
Sagnet om Skjold er dansk.
Sagnet; thi af Herkomst er det dansk. Desuden har Traditionen i England forgrebet sig paa Fortællingen. Skjold er, som vi have set, i Digtet betegnet som Scefing, d. e. ved Neget, sceaf, men da det paa Angelsachsisk var almindeligt at betegne en Mand som Ætling af en anden ved at anbringe Afledningsendelsen -ing efter dennes Navn, har dette Udtryk givet Anledning til den Tro, at Skjolds Fader hed Scef. Denne Scef opstilles derfor i nogle angelsachsiske Genealogier som Stamfader for Konger, ja man har endog overført Ankomsten paa det rorløse Skib til Scef. Heldigvis have flere engelske Kilder dog Sagnet i sin rette Skikkelse, og karakteristisk nok har ingen engelsk Kongestamme fundet paa at betegne sig som Scyldingas (Skjoldunger). Endelig angive to engelske Kilder udtrykkeligt, at Stedet, hvor Barnet landede, var Scani eller Scandea (Skaane, Skandinavien), og den ene Kilde lægger til, at Hedeby var hans Kongesæde. Beovulfdigtet, der især synes at have gjort Sagnet bekendt i England, nævner jo ogsaa Scyld som Dane-Konge og beretter i det hele om ham, fordi det vil synge om de Danskes Bedrifter.
II.
Roar og Helge. Rolf Krake.
Skjoldungestammen tæller en lang Række ypperlige Konger, og allerede i de ældste Slægtled findes saa berømte Fyrster som Roar og Helge. Tidspunktet, da de levede, skulde vel synes lige saa ubestemmeligt som for andre Sagnkonger, men da Beovulf, som deltog i Hærtoget til Merovingernes Lande o. 515, ifølge det angelsachsiske Digt især udførte berømte Bedrifter ved Kong Roars (Hrodgars) Hof, kunde jo derved virkelig et Tidspunkt for denne Konges Regering være givet. Vi lade i øvrigt her Kvadets Fortællinger om Hrodgar til Side og holde os til de nordiske Sagn.
Roar og Helge, Sønner af Kong Halfdan, vare Samkonger i Danmark. De havde delt Magten saaledes mellem sig, at Helge raadede over Havet, Roar for Landet. Derved kom enhvers Evne til sin Ret, thi Brødrene vare vidt forskellige i Sind og Skind, i Evner og Anlæg. Roar var lille og firskaaren og tog sig mest af Fredens Gerninger; han har saaledes grundet Roskilde, som siges at bære hans Navn. Beovulfsangen skildrer ham ogsaa som tapper, gavmild og vis, men over for Uhyret Grendel følte dog han og hans Mænd sig afmægtige.
