110
Roar og Helge.
Helge var høj af Skikkelse og en ægte Kriger, han færdedes idelig paa Hærtog, snart i Sachsland, snart mod Slaverne. Og foruden vældigt Kampmod bruste sanselig Lyst i hans Blod. Det var denne Lidenskab, som bragte ham hans Livs sørgeligste Lod. Helge havde engang paa et Hærtog taget en Kvinde Thora med Vold; hun blev derved Moder til en Datter Yrsa. Da nu mange Aar efter Helge kom til den samme Kyst, magede Moderen i sin Hævnsyge det saaledes, at Helge kom til at se og fatte Elskov til Yrsa, uden at han kendte noget til hendes Herkomst. Han tog hende til Hustru, og først da Yrsa havde født ham en Søn, fortalte Thora Helge, hvilken Blodskam han havde begaaet. Frygteligt var den øvede Vold bleven hævnet, og uagtet Sønnen, der fik Navnet Rolf, voksede op til at blive en herlig Yngling, følte Helge sig saa nedtynget af sin Brøde, at han for at dæmpe sine Kvaler søgte ud paa Hærtog i det fjerne Østen. Her omkom han; nogle sige, at han selv tilføjede sig Døden ved at styrte sig i sit Sværd.
Vi skulle nu tale om den Fyrste, om hvilken Snorre Sturlasson
siger: »han var blandt Oldtidskonger den ypperste, baade i Mildhed, Uforfærdethed og Vennesælhed«, og Saxo Grammaticus udbryder: »alle senere Tider have lovprist denne Konges store Glans og Navn«.
Prægtig var Rolf at se, hans ranke Skikkelse — thi efter Nordboernes Opfattelse maatte Helten være høj af Vækst — havde givet ham hans Tilnavn. Engang kom en ung Svend Vøgg for at søge Tjeneste i Kongens Hird. Han stod længe og betragtede med Undren Rolfs høje, statelige Skikkelse; til sidst sagde han: hvem er dog den Krake, som Naturen har udstyret saa vidunderligt? »Thi Krake betyder paa dansk Tungemaal en høj Stamme med halvt afskaarne Grene, ad hvilken Foden let stiger op fra Trin til Trin«. Saaledes forklarer Saxo Grammaticus Navnet, og lige til vore Dage have Bønderne benyttet »Skovkragen« for at afhugge højtsiddende Grene, og Købstadboerne have holdt »Krybekragen« i Beredskab til Hjælp ved Ildløs.
Rolf greb med Glæde det Navn, som Vøgg saaledes havde tildelt ham, men han føjede til: »Det er ellers Skik, at med givet Navn følger Gave; da Du nu ikke har en sømmelig Gave for mig, er det vel bedst, at den giver, som har«, hvorfor han skænkede Vøgg en prægtig Guldring. Vøgg stak det skinnende Guld paa sin højre Arm, som han løftede højt i Vejret, og gik stolt om i Salen, hvorimod han skjulte den venstre Arm paa Ryggen. Paa Rolfs
