111
Rørik Ringsparer.
Spørgsmaal om Grunden til hans Adfærd svarede Vøgg, at den venstre Arm skammede sig over sin Fattigdom ved Siden af sin rige Broder. For det snilde Indfald gav Rolf ham endnu en Guldring. Vøgg kunde nu holde ogsaa den anden smykkede Arm til Skue. Taknemmelig svor han en høj Ed om, at han, hvis Rolf omkom ved Sværd, skulde blive Drabsmandens Bane.
Derpaa kender man den hulde, glimrende Fyrste, at de ypperste Kæmper frivillig samle sig i Kreds om ham og træde i hans Tjeneste, fordi de vide, at deres Bedrifter ville faa den Berømmelse, som tilkommer dem, og den Løn, som en rundhaandet Herre kan skænke. Netop saadant var det Ry, der knyttede sig til Rolfs Navn. Han stod for Folket som Modbilledet til den karrige Rørik Ringsparer, om hvem følgende er fortalt. Rolfs Farbroder Roar havde en prægtig Armring, som Rørik i høj Grad misundte ham, og da han og Roar engang sejlede sammen paa en Fjord, bad Rørik om at maatte se Ringen. Roar strøg Baandet af Armen og rakte ham det, men Rørik kastede det langt ud i Søen. »Du er en ond Mand«, sagde Roar, som ved denne Adfærd end mere optændtes mod sin Frænde. Men Rørik Ringsparer hed fra den Tid Ringslynger (Slyngebaand), og medens Roar og Rolf overalt berømmedes for Rundhaandethed, sang man om Rørik:
Guld han hobed,
men lukked Haanden,
gav ej Venner,
og gemte til Fjender.
Da Rolf og hans Mænd indesluttede Rørik i hans Borg, lagde han ret sin lave Tænkemaade for Dagen, thi han førte sine samlede Skatte i fyldte Kister frem til Portene, som om de og ikke Hug og Skud skulde betvinge Fjenden. Rolf blev da ogsaa let hans Overmand.
Rolfs Hird var vidt berømt, og herlige Kæmper traadte i hans Tjeneste. Saaledes kom engang de to Kæmper Bjarke og Hjalte til Borgen. Rolf gjorde netop da sin Søster Rutas Bryllup med en Mand Agner, og under det lystige Maaltid morede Kæmperne sig med at kaste de gnavede Ben efter hinanden. Et Ben, som var tiltænkt Hjalte, traf hans Sidemand Bjarke; rasende over Slaget greb denne Knoklen og slyngede den med en saadan Kraft mod den Kæmpe, der havde kastet, at hans Pande spaltedes. Dermed var der Ende paa Legen, og Kæmperne maatte forlade Hallen,
