Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/180

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

162

Hav og Bælt.

De Have, som omgive Danmark, have i Tidernes Løb skiftet Navne. Naar vi tale om Skagerak og Kattegat, bruge vi Udtryk, som selv den kyndigste Mand i Oldtiden ikke vilde forstaa. Man kendte Skagen — skagi, det fremragende Næs — men ikke Navnet Skagerak, hvis sidste Led rak er en hollandsk Betegnelse for en Bøjning i en Strøm. Navnet er saa ungt, at det først var hollandske Søkort fra det 17. Aarhundrede, der gjorde dette Navn for Havet Nord for Skagen gængs. Paa samme Tid fremkom Navnet Kattegat (af gat, Indløb, Sund).

Det maa i det hele huskes, at Navne for de store Have først sent ere komne i Brug. Saa længe et Hav ikke er befaret af vidtsejlende Sømænd, faar det Navn af hvert enkelt Folk, som bor ved dets Side og som maaske slet ikke kender Folkene ved de andre Kyster. Et Folk vil simpelthen betegne Havet foran det som Hav, eller det vil give det Navn efter det Land, der findes paa den modsatte Bred, og til hvilket Sejlfærden sædvanlig sker. Derfor kaldte Danskerne Skagerak og Kattegat Norgeshav, medens Nordmændene betegnede dette Farvand som Jyllandshav (Jótlandshaf), ligesom de havde Sydvest for sig et Englandshav og nordligere et Islandshav. Nærmest laa dog Betegnelsen efter Verdenshjørnerne, og derfor kaldtes i Danmark det vestlige Hav Vestersø, medens Hollænderne kaldte det Nordsø. Alle gamle Kilder fra Danmark tale om Vestersøen endnu saa sent som i det 17. Aarhundrede; først da indførtes af Sømændene og ved Søkortene Navnet Nordsø.

Paa samme Maade fik Havet paa Jyllands Østside Navnet Østersø, og det hvad enten det kaster sine Bølger mod Skagens Odde, mod Sønderjyllands Kyst eller mod Øerne, ligesom det bevarede dette Navn lige op til Finlands Strande. Vi finde Navnet hos Karl den stores Historieskriver Einhard og hos Magister Adam af Bremen, men Einhard føjer til, at Nordboerne kalde Havet Ostarsalt, hvorom ogsaa Sagaerne vidne (Eystrasalt). I øvrigt bar dette Hav ogsaa Navnet »den baltiske Sø«, hvilken Betegnelse af Magister Adam forklares ved, at det strækker sig som et langt Bælte »gennem de skythiske Egne lige til Grækenland« — det var nemlig en gammel Tro, at der gik et Farvand fra Østersøen ned gennem Rusland.

Det er ret rimeligt, at hint gamle Navn mare balticum sprogligt maa sættes i Forbindelse med et Bælte. I vore Dage gaar Bæltet alene mellem Fyn og Sjælland, men i ældre Tid toges Bælt i en videre Forstand, saaledes sagdes det til Eks. i Middelalderen, ja endnu paa Kristian IV’s Tid, at Jyllands Østside strakte sig til