184
Thor.
i sin Skildring ofte givet Træk, der ikke ret stemme med Gudens oprindelige Karakter.
Selv om derfor i de gamle nordiske Forestillinger Odin er allestedsnærværende som Vinden og færdes paa sin ottefodede Hest Sleipner hurtigere end Stormen, er derved kun een Side af hans mangeartede Væsen betegnet. Desuden er Odin i Skjaldedigtningen ved Oldtidens Slutning bleven Hovedguden, som styrer den hele Gudekreds, raader for Verdens Gang, og hvem alle paakalde. Dog er Krigen hans Yndlingsidræt, og han lærer sine Fostersønner snildt at opstille de kæmpende Skarer. Han elsker Veltalenhed og Vid; han lægger Skjaldene de skønne, vægtige Ord paa Læben.
Odin skildres gerne som en gammel, høj, enøjet Mand med langt Skæg (jfr. foran S. 114, 117), han er hyllet i en sid Kappe og har en bredskygget Hat paa Hovedet. I Haanden holder han et Spyd, paa hans Skuldre sidde to Ravne, ved hans Fødder ligge to Ulve. Eller han jager paa sin graa, rappe Hest trindt om i Verden. I det hele omskifter Odin sig i mangehaande Skikkelser, viser sig overalt og griber ind i Menneskenes Skæbne.
Som Odins Hustru nævnes Frigg (oldhøjtysk Frija, oldsachsisk Frî) — i Sanskrit betyder prijâ Hustru —, efter hende er Fredagen (oldhøjtysk friatag, latinsk dies Veneris, fransk vendredi) opkaldt. Hun var Kærlighedens og Frugtbarhedens Gudinde.
Troen paa Odin er vistnok først i en senere Tid trængt ind i Norden. Kun Skjaldene hædre ham over andre Guder, Almuen synes derimod overalt i Norden især at have yndet og dyrket Thor. Hermed stemmer, at de sydtyske Stammer endog slet ikke have kendt Odin; de have saaledes ikke en Odinsdag, men mittawecha (Mittwoch). Det antydes ogsaa af flere Sagn i Norden, at Troen paa denne Gud først senere er trængt frem fra Landene i Syd og Øst. Odin har saaledes ifølge Snorres Fortælling sit oprindelige Hjem ved Floden Don, derfra var han draget til Sachsland og senere til Danmark, hvor han tog Bolig i Odense, som bærer hans Navn (dette er rigtigt, thi Byens Navn er i den ældste Tid Odins-vi, d. e. Odins Helligdom).
Thor er Tordenguden. Allerede i hans Navn lyder Tordenens buldrende Røst (Sanskrit tan, at drøne, latinsk tonitrus, Torden). Derfor sammenstilles han allerede paa Romertiden med Lynsvingeren Jupiter, og Thor arver da ogsaa denne Guds Ugedag hos de germanske Folk (dies Jovis, jeudi, Thorsdag). »Han har sin Bolig i Luften og raader over Torden og Lyn, Vind og Regn, klart Vejr
