212
Willibrord prædiker i Danmark.
maatte de naturligvis blive for de Danske. Handlende fra Danmark, som kom til Friserne, hørte her om den kristne Lære; det maatte ligge Missionærerne i Frisland nær at forsøge paa at udstrække deres Virksomhed til de Danske.
Willibrord drog i Begyndelsen af det 8. Aarhundrede fra sit Bispesæde i Utrecht til de vilde Daner, hvis Konge Ongendus modtog ham vel og viste ham Ære. Men den fromme Mand formaaede ikke at bøje Kongens Sind. »Haardere end Sten og vildere end et Dyr« nægtede han at lade sig døbe, ligesom ogsaa Folket var uvilligt til at modtage Kristendommen. Dog fik Willibrord Lov til at medtage 30 danske Drenge, som han undervejs lod døbe, efter at han havde undervist dem i den kristne Lære; thi han vilde — staar der i den gamle Beretning —, at de skulde kunne møde Satans List med rebebon Aand, saafremt Farer skulde opkomme paa Søen eller Landets vilde Indbyggere vilde lægge Baghold for dem.
Der gik derpaa hundrede Aar, inden kristne Missionærer igen kom til Danmark. Og paa den Tid havde — siden de sidste Aartier af det 8. Aarhundrede — Landets ydre politiske Stilling helt forandret sig. Karl den store var ved sine Erobringer bleven den danske Konges umiddelbare Nabo, og Danmark maatte let blive dragen med ind i hans Kampe. Widukind havde søgt Tilflugt hos den danske Kong Sigfred; denne havde senere sendt Afsendinge for at forhandle med Kong Karl (782). Fra dette Aar skrive sig nogle spøgende latinske Digte, som lærde ved Kong Karls litterære Hof udvekslede og hvori de omtale de Danske og deres Konge. Karl havde fra Italien bragt med sig den lærde Peter fra Pisa, der ved Hoffet underviste i latinsk Sprog og romersk Litteratur, og han skrev i sin Konges Navn et Digt til Paul Diaconus, Varnfrids Søn, som Karl ligeledes havde hentet i Italien; han er bekendt som Forfatter af det berømte Værk om Langobardernes Historie. I et Digt minder Karl — gennem sin Talsmand fra Pisa — Paul om, at han havde sat ham tre Vilkaar at vælge imellem, men at Paul var bleven ham Svaret skyldig:
Vælge Du kan at ligge i Jern under tyngende Lænke,
eller med Kval lukkes ind i det grumme Fangehuls Mørke,
om ej heller Du vil trine frem for den opblæste Sigfred,
som med gudløst Scepter nu styrer et pestsvangert Rige,
og Dig sætter til Maal i det hellige Bad ham at tvætte,
skønt ved at se Dig forvist paa Dit Liv og Din Kunst han gør Ende.
Nu Du tøve ej tør, men i Hast maa et Svar mig skikke!
