213
Digte af Peter fra Pisa og Paul Diaconus.
Herpaa gav nu Paul, Varnfrids Søn, Kong Karl Svar i et Digt, hvori det bl. a. hedder:
Lidt mig kun lyster at se det grumme Aasyn af Sigfred
derved ogsaa Du selv ringe Vinding kun vandt! —
ulært er han af Sind, han ej kender til Latiums Tale,
og jeg ikke formaar at tyde hans fremmede Maal;
jeg vil en Abe dem synes, et børsteklædt Dyr uden Mæle,
mens den enfoldige Floks Latter mod mig bryder løs.
Er han, lodden af Krop, end ligest langhaarede Bukke
og giver Love for Kid, mens Geder lystre hans Bud,
Modet dog miste han vil og Hjertet i Brystet synke:
alt for stor er hans Frygt for Dit Navn og Vaabnenes Magt.
Naar han blot hører, at jeg Borger er i Dit Rige,
ej med en Fingerspids vil han vove at komme mig nær
og vanmægtig hans Haand ej røve mig Livet og Kunsten,
skønt jeg ej heller ham faar tvættet i rensende Bad.
Snarest han dog for Din Fod i Støvet ned vil sig kaste
og med sin lodne Pels bortlægge forbrydersk Færd.
Da Dig af Himlen selv er givet ypperlig Vælde,
døbes af Dig han vil i det lutrende Vand.
Gør han det ej, lad hid med bagbundne Hænder ham føre,
visselig Odin og Thor ikke værne ham vil.
Angelsachseren Alkuin hører ogsaa til den Kreds af lærde, der var knyttet til Kong Karl. I Aaret 789 opholdt han sig i England, og han skrev da til en Ven i Sachsen: »Er der noget Haab om Danernes Omvendelse?«.
Vi omtalte før Liudgers Virksomhed i Frisland; han havde her mødt ny Modstand, men det var lykkedes Karl at faa Hedningerne bøjede under Kristendommen, »nogle ved Belønninger, andre ved Trusler«. Liudger vendte da tilbage. Men det stod klart for ham, at skulde Kristendommen virkelig blive bevaret hos Sachser og Friser, og disse Folk i Tryghed naa videre i Tilegnelsen af den nye Tro, da maatte ogsaa de urolige Danske vindes for den milde Lære. Frygten for hvad der truede fra Norden, var saa levende hos Liudger, at han endog i Drømme pintes af Tankerne om Fremtiden, og han bad Karl om Tilladelse til at prædike Evangeliet i Danmark. Dette vilde Kongen dog ikke tillade.
Af de anførte Digte og Udtalelser faa vi det Indtryk, at Kong Karl og Frankerne betragtede de Danske som vilde og ikke let tilgængelige for Troen, men det er da ogsaa vist, at Kristendommen
