252
Ansgars Mildhed og Forsonlighed.
tænkelig ved at modtage Sædet i Bremen, og han vil ikke udpege sin Eftermand for ikke at krænke nogen; derfor høre vi heller aldrig om, at Ansgar har haft Kristne til Fjender. En lignende Forsigtighed har sikkert præget hans Missionsgerning. Til Gengæld var hans milde, altid ærlige Færd aldrig udæskende, og selv paa Hedningerne virkede den ved Humanitetens Kraft; praktisk vidste han ogsaa altid at finde Veje og aabne sig Dør. Alle, høje og lave, følte sig dragne af den nidkære Præst; de rige og fornemme betoges af Ærefrygt; de fattige ærede ham som en Fader, Borgerstanden saa i ham en Broder, hans sagtmodige Optræden kunde blidne de trodsige. Hvor veltalende lød ikke ogsaa Ordet fra hans Læber! Det var ved Forkyndelsen, han især vilde vinde Tilhængere — saaledes som den hellige Martin fra Tours havde vist Vej — og naar den aandfulde, fantasirige Mand prædikede paa Folkets Maal, trængte hans Ord ind til Hjerterne. Men endvidere sagdes det, at Ansgar, ved sit Ords Magt eller ved at salve med den hellige Olie, kunde helbrede legemlig Sygdom, hvorfor lidende Stakler søgte til ham endog langvejs fra. Ansgar ønskede dog hellere dette uomtalt, og han sagde engang; »Nej, jeg beder Gud kun om eet Jærtegn, at han af sin Naade vil gøre mig til et godt Menneske«.
Munken var bleven Kirkefyrste, men Klosterløftet gik ham dog aldrig af Minde. Han bar en Haarskjorte Dag og Nat nærmest Kroppen, og saa længe han endnu havde Ungdommens Kraft, nød han Brød efter Vægt, Vand efter Maal. Som gammel Mand kunde han dog ikke begrænse sig saaledes, dog vedblev Vand, til Nød tilsat med Vin, at være hans Drik. Og Ansgar glemte aldrig sin Kærlighed til Eneboet; naar Embedsgerningen tillod det, trak han sig med nogle faa Ledsagere tilbage til et roligt Sted, sit »Fredhjem« eller »Sorgly«. Paa de bestemte Tider ved Dag og Nat sang han Salmer, men tilføjede »Kryderier«, som han kaldte det, korte Bønner knyttede til Steder af den hellige Skrift, hvoraf en Samling er bevaret.
I sit 64de Aar blev Ansgar syg af Blodgang og var i fire Maaneder lidende. Det udslidte Legeme syntes ikke længere at kunne gemme den endnu stærke, rastløse Aand. Een Tanke nagede dog Ansgar, og derom betroede han sig til den Discipel, som stod ham nærmest, nemlig at han ikke var fundet værdig til at omkomme ved Sværd, brændes af Luer eller druknes i Bølgerne, saa at Martyrkronen kunde blive ham til Del. Disciplen mindede ham
