267
Kampen ved Saucourt 881.
foran Hovedhærene, vilde nu vende hjem med sit Bytte, da Kong Ludvig besluttede at afskære dem Tilbagevejen. Det lykkedes hans Skarer at anrette et stort Blodbad paa Vikingerne, der alle kæmpede til Hest; til sidst trak de sig tilbage til Gaarden Saucourt ved Abbeville (3. Aug. 881). En lille Hob uforfærdede styrtede imidlertid pludselig ud fra deres Tilhold og bragte mange af de sorgløse Fjender Døden. Herved kom der Forstyrrelse i Frankernes Rækker, men Ludvig sprang af Hesten, skaffede atter Orden til Veje og fik ved modige Tilraab Krigerne til paa ny at gaa løs. Nu blev Fjenden fuldstændig slaaet, 8000 Hedninger skulle være faldne. Hvilken Jubel denne Sejr vakte, fremgaar af en smuk Sang, som en gejstlig digtede om Kampen og som hører til de ældste og mærkeligste tyske Litteraturminder. Her hedder det, efter at der er fortalt om Normannernes Hærgninger:
Da ynkedes Gud,
som skued den Nød,
bød han Ludvig
brat hid at ride:
»Ludvig, min Konge,
frels mine Folk!
Ynk og Vaande
har Normannen dem voldet!«
Svared da Ludvig:
»Herre, saa gør jeg.
Hindrer ej Døden mig,
i alt jeg lyder Dig«.
Gud var hans Fører,
Banret han løfted,
red til Franken
imod Normannen.
De, som ham bied,
Herren loved,
raabte: »Saa længe
vi vented Dig, Konge!«
Ludvig tog Skjold og Sværd,
red ud paa Heltefærd.
Avindsmænd Sandhed
agted han sige.
Kort Stund kun randt;
Normannen han fandt.
Gud han takked,
da Fjenden han skued.
Red saa i fremmest Rad,
syngende helligt Kvad;
genlød fra alles Mund:
»Kyrie eleison!«
Sangen nu tied,
i Dysten de ginge,
rød blussed Kinden,
fro leged Franken.
Kæmped de modigt,
ingen som Ludvig
djærvt og mandigt,
saa var hans Vane.
Han svinged med Spyd,
han rammed med Sværd.
For sine Fjender
bitter Malurt
fuldt han skænked.
Ve, at dem hændte sligt!
Priser Guds stærke Kraft!
Ludvig vandt Overmagt,
takked alle Helgen,
at Sejren han fanged.
Hil Dig, Ludvig,
Konge saa sejrrig!
Hvor Nød er for Haande,
hjælper han rede,
Herre, bevar ham
i Højhed og Ære!
