Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/290

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

268

Kampe ved Schelde og Maas.

Desværre for Frankerne var denne Sejr temmelig enestaaende. Vikingehæren havde vel faaet et Knæk, men var ingenlunde fordreven. Og den unge Konge, som havde givet saa gode Varsler om en Befrielsens Tid, døde eet Aar og to Dage efter Kampen (882).

I Hærgningerne fulgte Normannerne aabenbart en vis Vekseldrift; de samme Landskaber kunde ikke Aar efter Aar give Plyndrerne hvad de søgte; Agerdyrkerne vare til Dels flygtede eller dræbte, Kostbarhederne vare skjulte eller fjernede, Befolkningen havde lært at forsvare sig med Sværd eller Volde. I Aarene efter 880 var det Landene ved Schelde, Maas og Rhin, som Vikingerne især hjemsøgte med deres store og velordnede Hære. De havde valgt som Vinterkvarter Nimwegen, hvor de havde opkastet Skanser og Grave omkring den prægtige, højtliggende Kongeborg, som Karl den Store havde bygget, men da Kong Ludvig af Østfranken indesluttede dem med en Hær, lovede de at drage bort, hvad de ogsaa efterkom ved Vinterens Begyndelse, efter at de dog først havde brændt Borgen. De løb derpaa med deres Flaader op ad Maas til Aschloh i Nærheden af Maastricht, hvor de paa ny indrettede sig bag Volde og Mure. Og herfra færdedes saa Plyndrerne ikke blot mod Byerne i det nærmeste Landskab, Maastricht, Lüttich, Mecheln, men de fore langt op ad Rhinen til Egne, som ikke i sytten Aar havde set disse Gæster, ja de naaede Köln, Bonn, Zülpich og mange andre Byer.

Kong Godfred havde i sin Tid truet Karl den Store med at ville hjemsøge ham i hans egen Borg Aachen; nu blev Truslen opfyldt, da en Vikingeskare red ind i Byen, tændte Borgen og Badene i Brand og tog Mariekirken til Stald for Hestene. Endnu 80 Aar derefter henlaa Paladset delvis i Ruin som Minde om Vikingernes Rasen. Videnom bleve Klostre og andre Gemmesteder for Skatte hjemsøgte, Folket klagede og jamrede sig haardt. Da i Januar 882 Kong Ludvig døde, faldt Borgernes Mod end mere, medens Vikingerne jublende spredte sig ud over Landene; de naaede ned til Koblenz og til Trier i Moseldalen, saa langt vare de aldrig trængte frem før eller naaede de senere.

Men netop paa denne Tid, da Normannerne udfoldede deres yderste Kraft, viste Karolingerne et Overmaal af Uduelighed. Karl den Tykke, Ludvig den Tyskes Søn, havde vundet Italien og Kejserkronen, desuden efter sine Brødres Død Tyskland og Lothringen; dog var han som tryllebundet til Italien og skøttede kun slet de nordlige Lande. Imidlertid var Nøden saa haard, at alle Borgere i