269
Kong Godfred faar Forleninger ved Zuydersøen.
det store Rige følte, at de burde enes om at bringe de undertrykte Egne Hjælp. Store Hære fra alle tyske Stammer, ja endog fra Lombardiet, rykkede frem mod Rhinen og naaede til Lejren ved Aschloh, som man indesluttede og angreb. Men da tolv Dage vare gaaede uden Resultat, mistvivlede Kejseren om, at et Angreb kunde lykkes, og han indlod sig i Forhandlinger med Vikingerne. De Danskes Anførere vare Kongerne Sigfred og Godfred, Jarlerne Orm (Wurm) og Hals. Kong Godfred kom til Kejserens Lejr og blev modtaget som Ven. Det blev vedtaget, at Vikingerne Sigfred og Orm skulde have 2412 Pund Guld og Sølv udbetalt og drage bort med alle deres Krigere, samt love ikke tiere at anfalde Riget, saa længe Kejser Karl levede. Kong Godfred modtog Daaben og havde Kejseren selv til Fadder, hvorpaa han fik de Lande i Forlening, som tidligere hans Landsmand Rorik havde besiddet i det vestlige Frisland, i Kennemerland og paa Betuwe (882).
Med Sorg og Skam maatte Frankerne se, hvorledes de store Anstrengelser havde været forgæves og hvordan den usle Fyrste for Penge tingede sig til hvad han let havde kunnet vinde ved ærlig Dyst.
Vikingerne forlagde derpaa deres Lejr og Plyndringer til det vestfrankiske Rige. De lastede Byttet paa 200 Skibe, som de sendte til deres Hjemland, og droge selv til Egnene omkring Somme, Mame og Oise, der nu maatte lide, fordi Østfrankernes Konge ikke havde vovet at kæmpe. Og da saa i December 884 Landets Konge Karloman døde og hans Rige tilfaldt Kejser Karl, kunde Vikingerne juble, thi de vidste vel, at den fjerne Hersker ikke vilde bekymre sig om de nordlige Kyster.
Men Frankerne skulde tillige ved en grum og svigefuld Daad udfordre de Danske. Kong Godfred, som havde ægtet Kejserens Slægtning Gisla, gjorde Fordring paa at faa et større Landomraade i vinrige Egne om Rhinen, da hans eget Grevskab ikke frembragte Vin. Paa den Sammenkomst med frankiske Udsendinge, hvor hans Fordring overvejedes, blev Kong Godfred myrdet (885). Hans Magt ved Rhinmundingen havde saaledes kun varet faa Aar, men i de frisiske Sagn levede Mindet om hans Herredømme længe; det sagdes, at han havde tvunget Indbyggerne til at gaa med Bastreb om Halsen som Tegn paa, at han hvert Øjeblik kunde lade dem hænge, og at han havde ladet dem bygge deres Husdøre saa lave, at de ærbødig maatte bukke sig mod Nord, naar de traadte ind.
