270
Togter til Seine.
De store Kampe forlagdes nu hen til Seinen. Denne Flods brede Munding og letbesejlelige Løb med det frugtbare Opland, havde ofte lokket Vikinger til dens Vande. Den grumme Asger, der for første Gang var løbet med Vikingeskibe op ad Seinen (se S. 238), var ogsaa den første, der overvintrede i Seinelandet (851—52). Denne Gang slap ikke Klosteret St. Vandrille for Plyndring, men blev jævnet med Jorden, og mange andre Kirker og Klostre led den samme haarde Medfart under Asgers 8 Maaneder lange Ophold i disse Egne.
Paris’ Forstæder vare, som det allerede er fortalt, blevne hjemsøgte allerede 845. 846 bleve de for anden Gang plyndrede og de fleste af Kirkerne brændte, 861 lede de paa ny; i det hele var Seine-Egnen i disse Aaringer stærkt hjemsøgt af Vikingeflaader.
Karl den Skaldede byggede da paa forskellige Steder befæstede Broer over Seinen, og det lykkedes ham at skræmme Normannerne fra at gentage deres Togter op ad Floden. Der gik endog otte Aar, i hvilke Seine var fri for Vikinger. Da drog i Juli 885 den store Hær, som paa den Tid havde overvintret ved Lowen, over Land til Rouen, medens dens Skibe over Havet naaede sammesteds hen. Det var uoverskuelige Hærskarer, som paa denne Maade nærmede sig Paris, ingen Sinde før eller senere havde Vikingerne samlet saa talrige Krigere. 700 større og mindre Fartøjer laa paa Floden, og Paris’ Forsvarere maatte optage Kamp med mindst 30—40000 Belejrere. Vikingerne vilde denne Gang ikke nøjes med at være Herre over Forstæderne, hvor Beboerne vare flygtede og Kirker og Huse stode tomme; de agtede at vinde selve Byens centrale Del paa Seineøen. Om ikke paa andre Steder i Frankerriget skulde det dog her vise sig, at Landet endnu besad modige og modstandskraftige Mænd.
Biskop Gauzlin var Byens gejstlige Herre, og ved hans Side befalede Greven af Paris Odo og hans Broder Robert; de vare Sønner af den navnkundige Robert den Stærke (se S. 266) og skulde begge engang bære Frankerrigets Krone. Det var deres Agt ikke blot at værne deres egen Stad mod Fjenden, men tillige at give den det stolte Hverv at være Bolværk mod Vikingernes Fremrykken til Landets Indre. Da derfor Hærkongen Sigfred i en Samtale med Bisp Gauzlin forlangte Lov til at drage forbi Byen til Bourgogne, fik han af Bispen og Odo det Svar, at de havde faaet Befaling af Kejseren om at forsvare Byen og at de vilde udføre Hvervet med lige saa stor Standhaftigbed, som Vikingekongen
