329
Kong Hakons Kald.
sine Skarer mod Fjenderne, at de maatte fly til Skibene. Under Forfølgelsen blev imidlertid Hakon saaret af et Kastespyd; døende indsatte den ædle Konge sine Modstandere Kong Eriks Sønner som Arvinger til Norges Rige. Hakon havde styret Norge med stor Dygtighed, og han mindedes af Folket som »den gode«.
Imidlertid vægrede i flere Landsdele Høvdingerne og Befolkningen sig ved at anerkende Harald og hans Brødre som Konger, Trønderne holdt sig uafhængige under Jarl Sigurd, Viken og Oplandene stillede sig under Smaakonger af Harald Haarfagers Æt. Saaledes var i Virkeligheden kun den midterste Del af Norge, særlig Gulathingslagen, i deres uanfægtede Besiddelse.
Harald, med Tilnavnet Graafeld, var en stærk og djærv Kriger, i det hele vare alle Brødrene stolte Stridsmænd, men de havde fra Forældrene arvet en Haardhed og Grumhed, som snart skulde gøre dem forhadte. Gunhild, ikke mindre end Sønnerne, stræbte desuden efter at blive Herrer over hele Norge, og den første, der faldt for deres Haand, var Jarl Sigurd. Kong Harald og hans Mænd overraskede ham engang paa en Gaard, hvor han opholdt sig med faa Folk; ved Nattetid indebrændte de ham og hans Mænd.
Den dræbte Jarl havde en 25-aarig Søn Hakon, der straks stillede sig i Spidsen for Trønderne og optog Kampen med Erikssønnerne. Men da disse ogsaa havde dræbt Kongerne i de sydlige Landskaber, indsaa Hakon, at Modstand ikke længer var mulig; han styrede til Søs og naaede til Danmark.
Mørk i Sind og med blodige og dristige Forsætter kom han til Kong Harald. Han vidste, at Kongen ikke længer nærede venlige Følelser mod den knæsatte Harald Graafeld, der havde gjort sig til Herre over Viken uden at give Tegn til, at han erkendte Harald som Overkonge, skønt de danske Konger formentlig fra gammel Tid havde Ret til dette Landskab. Hakon haabede at kunne puste hans Uvilje op til Hævnlyst.
Ved denne Tid vendte en Slægtning, som ikke kunde være Harald kærkommen, tilbage til Landet. Det var Knud Danaast’s Søn Harald, der i lang Tid havde levet paa Vikingefarter ligesom Faderen før ham, men som nu var bleven træt heraf; han hjembragte store Rigdomme og blev derfor sædvanlig kaldet Guld-Harald. Han fordrede af sin Farbroder Del i Riget. Kongen vrededes over hans Forlangende og svarede ham, at en saadan Fordring om at være Halvkonge havde man aldrig vovet at frem-
Danm. Riges Hist.
I 42
