363
Kong Haralds Død og Eftermæle.
borgerne bragte ham om Bord paa deres Flaade og førte ham med sig til Venden. Her døde Kong Harald i Jomsborg; vi kende Dødsdagen, den 1. November, men vi vide ikke, i hvilket Aar det er sket (o. 986). Haralds Lig blev ført til Roskilde og begravet i Hellig Trefoldigheds Kirke.
Den sørgelige Strid i Slutningen af Kong Haralds Levetid, saavel som hans Fald, har sikkert efterladt en Brod og et mørkt Minde i hans Søns Sind. I den kirkelige Tradition fik Svends Færd i hvert Fald den skarpeste Dadel, medens Faderens Minde tegnede sig desto skønnere. Harald havde jo været den, der havde ført Kristendommen til Sejr i Danmark; paa hans Tid havde Kirken begyndt at faa sin faste Ordning. Kongen havde vel været en stor Kriger, men især havde han dog kæmpet med hedenske Svenske, Nordmænd og Vender, medens Kong Svend førte Vaabnene mod kristne Lande. Den Konge, som havde været Kristendommens Beskytter i Danmark og som havde søgt at indføre den kristne Tro i Norge, havde maattet lide Døden i en sørgelig Kamp mod en utaknemmelig Søn — man kan ikke undre sig over, at der i den følgende Tid ymtedes om Undergerninger ved Kongens Grav i Roskilde, Gejstligheden synes endog at have stræbt efter at skaffe Harald en Helgenglorie, og denne Bevægelse standsede først, da Folket omsider fik en ret Kongehelgen.
46*
