367
Fredslutning med Angelsachserne.
| Engles Fyrste, | han fuldt kæk | ||
| saa med Fred jeg farer | Kæmper tiltaled: | ||
| og ej Helveds Vætter | »Vor Sjæl skal kun hærdnes | ||
| Ve mig volde!« | og Huen højnes, | ||
|   | med Hjertet mere modigt, | ||
| Da ham hugged | som Kræfterne mindskes. | ||
| hedenske Kæmper | Her ligger vor Høvding | ||
| saa og Svende | haardelig hugget, | ||
| to ved hans Side: | den gode i Gruset. | ||
| Ælfnoth og Wulfmær | Græmme vil sig evig | ||
| laa paa Valen, | den, som fra Fæller | ||
| næst ham lode | flygte tænker! | ||
| de Livet begge. | Svag af Krop | ||
| svigter jeg ikke; | |||
| Byrhtwold raabte | her næst min Herre | ||
| og rejste Skjoldet, | huer mig Lejet, | ||
| alderstegen Helt | ved saa gæv en Mand | ||
| Ask-Stang svinged; | er godt at hvile.« |
Ogsaa paa anden Maade har man mindedes denne sørgelige Kamp, idet Byrhtnoths Enke lod brodere en Fremstilling af sin Mands tapre Færd og hans Fald; hun skænkede det prægtige Tapet til Kirken i Ely.
Nederlaget maa have været afgørende, thi Landets Stormænd besluttede, hvad der hidtil aldrig var sket i England, at købe Vikingerne bort. Der blev lovet dem 10,000 Pund, og som flere Gange tidligere blev der sluttet en formelig Traktat mellem Hæren og Angelsachserne om, at Fred for Fremtiden skulde herske, og at enhver af Parterne vilde lade Brud paa Freden straffe. Det blev fastsat, hvilken Bod der skulde gives for Manddrab, og hvorledes den fredelige Handel skulde beskyttes.
Nu vendte Vikingerne Vaabnene andensteds hen, saaledes mod Anglesey. I øvrigt var Kong Æthelred straks beredt til at overliste de Danske. Han lod en Flaade samle med det Øjemed at overrumple dem i en eller anden Havn, men Ealdorman Ælfric forraadte Planen og løb over til Fjenderne, saa at disse i Tide undslap. Fejghed og Troløshed betegnede i det hele stadig Angelsachsernes Færd, og Æthelred kunde ingen Bistand faa fra Beboerne af Danelagen, idet de enten selv nedstammede fra Danske eller havde Slægtninge i den fremmede Hær og derfor vægrede sig ved at kæmpe med den.
I Aaret 994 blev London angrebet af en stor Flaade, anført af Kong Svend og Olaf Tryggvason. Her sloges de dog tilbage af de tapre Bymænd. Men da de derefter kastede sig over Rigets Syd-
