Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/469

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

445

De Danske erobre York.

til Humber, og det var saaledes en betydelig Hær af Angribere, der droge frem mod Landets Midtpunkt York, hvis Fæstning en normannisk Hærstyrke, efter at have stukket selve Byen i Brand, tappert forsvarede. Men Nordboerne angreb med Løvemod, saa at Besætningen snart blev nedhugget. Fæstningen blev jævnet med Jorden, hvorpaa de Danske trak sig tilbage til deres Skibe med Byttet, og Northumbrerne vendte hjem hver til sit. Da derfor Vilhelm kom med sin Rytterhær, laa den danske Flaade tryg ude paa Strømmen, og kun nogle spredte Tropper fik hans Vrede at føle.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 445.jpg
162. Kong Haralds Fald (paa Bayeuxtapetet; »de, som vare med Harald, falde, og her bliver Kong Harald dræbt«; tre Pile have boret sig fast i hans Skjold, en fjerde trænger gennem Øjet ind i Hjernen).

De Danske kunde lægge sig i Vinterkvarter paa Nordsiden af Fjorden, uden at de normanniske Krigere kunde nærme sig dem, men da det rygtedes, at de endog tænkte paa i Ruinerne af det brændte York at fejre Midvinterfesten sammen med Northumberlands Borgere, drog Vilhelm atter imod dem. Han standsedes imidlertid i tre Uger i sin Fremrykken ved Aireflodens under Vintertiden opsvulmede Vande, og da det endelig lykkedes ham at naa til York, stod Byen øde, de Danske vare gaaede til deres Skibe og Northumbrerne til deres Hjem.

Saaledes blev Vilhelm Gang efter Gang hindret i at lade Fjenden føle sine Vaabens Magt og i at straffe de oprørske Undersaatter. Han fattede da Plan om den blodigste og grummeste Daad, som knytter sig til hans Navn. Hele det oprørske Landskab