| 462 | Runestenenes Omtale af de afdøde. |
Runerne begyndte at vige, om de end holdt sig i Anvendelse endnu det følgende Hundredaar eller som en Slags Lønskrift endog langt længere, og vel vare Runerne Minder om Folkets hedenske Fortid, men vi mærke dog ikke, at Gejstligheden stillede sig fjendtlig imod deres Anvendelse; vi træffe dem endog hyppigt i Indskrifter i Kirker og paa kirkelige Genstande.
Derimod var den gamle Skik at rejse Runestene som Minde over den afdøde ved at tabe sig. Endnu i Svend Tveskægs Tidsalder æredes de døde paa denne Maade; der er bevaret over halvhundrede Stene fra denne Tid, det langt overvejende Tal i Jylland. Men i Slutningen af Kong Knuds Regering synes Skikken ret pludselig at ophøre; det er ikke mange Stene, som findes fra Svend Estridsens og hans Sønners Tid.
Paa disse Runestene, som »staa«, »leve« og »tale« til Ære for den afdøde, høre vi naturligvis fremdeles om Kampe og om tapre Helte. Saaledes fortæller Tirstedstenen (paa Laaland) om Frode, der var Krigernes Fører og omkom i Sverige i Frøgers Lid (Flok), dengang alle Vikinger omkom; Frøger er den berømte Helt og Græklandsfarer, om hvem nogle svenske Runestene minde (o. 1020). Siden Harald Blaatands Dage høres dog jævnligere om Fredens Dont og særlig om Landbruget. Den afdøde berømmes som »den bedste af Landmænd«,
170 og 171. Træsøjler fra Veiling Kirke ved Ringkøbing (nu i Nationalmuseet).
