| Vers paa Runestenene. | 463 |
»den gode Landmand«, »den bedste af Bomænd«; han eller den, som rejste Stenen, kaldes »Bryde« eller »Landhyrde« d. e. Godsbestyrer; der synges om en saadan Mand: »sæl den, som ung pløjede og saaede!«
Thi endnu fremdeles klinger os Vers i Møde af samme Art og Bygning som tidligere. Saaledes siger Runestenen fra Aalum ved Randers, at Tole rejste den over sin Søn Ingjald, en saare god Mand, og at det (med Runer) mærkede Minde altid vil lyse, birta (forkynde hans Ros). I olddansk Sprogform lyder Verset saaledes:
- þáu munu minni
- mærkt é of birta.
Indskriften paa en Sten i Tillise paa Laaland (o. 1080) fortæller, at Eskil Sulkesøn har sat den over sig selv, og at saalænge Stenen lever, vil dette staa, som Eskil her kundgjorde (witring, Tilkendegivelse):
- Ȏ mun standa,
- með sténn lifiʀ,
- witring sú,
- eʀ wann Eskill.
Kristr hialpi siol hans ok santa Migaél«.
Medens man i Indskrifterne kan møde et og andet Ord, som ikke netop har været i Brug i den daglige Tale, men tilhører det højtideligere Sprog, mærkes der derimod ikke det mindste Spor til et saadant kunstigt Skjaldesprog som det, der kendes fra de islandske Draper med allehaande Omskrivninger og Kuldkastelse af Sætningens naturlige Bygning, saa at omtrent hver Linie let bliver en Gaade, der skal løses.
Dette er saa meget mærkeligere, da de islandske Skjalde, som ri have set, færdedes ved de danske Kongers Side, og vi endnu høre om, at saadanne søgte til Kong Svend Estridsen og hans Sønner. Let og naturlig skal Indskriften klinge. En Runesten fra Aars (Nordvest for Hobro, fra Tiden 985) udsiger, at den, idet den nævner Val-Tokes Navn, vil staa længe her:
172. Egeplanke med Vindue fra Framlev Kirke ved Aarhus (nu i Nationalmuseet).
