| 490 | Kampen i St. Albans Kirke 1086. |
Imidlertid søgte i alt Fald nogle af Oprørerne at indlede en Forhandling med Kongen. Piper, en anset Fynbo, blev sendt til Knud, som modtog ham vel og gav ham Sæde ved sit Bord; det lod virkelig til, at en Forsoning vilde komme i Stand, men da Piper vendte tilbage til Skarerne, forvrængede han i sin Falskhed Kongens Ord og ophidsede dem kun stærkere til Angreb. Saaledes stormede de da nu frem mod Kongens Bolig.
Ved Vespertid gik Kongen, ledsaget af Bryden fra Kongsgaarden og sine Hirdmænd, over i den nærliggende St. Albans Kirke. Det var en Bygning af Bjælkeværk, der aabenbart ikke kunde yde Kongen nogen virkelig Beskyttelse; man maatte haabe paa, at Oprørerne ikke til den øvrige Brøde vilde lægge den, at besmitte det hellige Sted med Blod. Knud lod paa ny Skarerne vide, at han vilde stille Borgen og Gisler for, at han vilde gøre alle Undersaatter Ret og Skel, og han tilbød sin Ed paa, at for Fremtiden aldrig nogen uskyldig med hans Vilje skulde omkomme. Men det var Kongens Død, som Skarerne higede efter, og de gyste ingenlunde tilbage for at søge ham paa det hellige Sted. Først søgte de at stikke Ild paa Kirken, men et Regnskyl slukkede Branden, og saaledes maatte de da se at skalfe sig Vej ind i det hellige Hus. Vel lykkedes det at sprænge Døren, men bag ved den stod Knuds tapre Mænd og hindrede Adgangen med Sværd i Haand. Piper traadte frem foran Døren og æskede Kongsbryden til Kamp: de gik løs paa hinanden med djærve Hug, og Bryden maatte lade sit Liv, men han havde forinden tilføjet Piper saa gruelige Saar, at han maatte bæres bort til et nærliggende Hus, hvor han døde i Raseri og Vildelse. Andre forsøgte at bryde Væggen ved Kirkens Østende, og det lykkedes dem virkelig at støde en Bjælke ind, som faldt mod Alteret og væltede Skrinene med St. Albans og St. Oswalds Ben og Korset ned paa Gulvet.
I skiftende Hold traadte Knuds Krigere til Forsvar for Indgangen, medens de, som hvilede, ved Alteret styrkede sig ved Bøn og ved Nydelse af Nadverbrødet. Her knælede ogsaa Kongen ned i Bøn, efter at han havde nydt Sakramentet, da en Sten, slynget gennem Vinduet, traf ham over Øjenbrynet, saa at Blodet vældede frem. Snart fulgte et Spyd efter; det borede sig ind i Kongens Side, og han sank om og udaandede. Endnu holdt hans Mænd Stand en Stund, og mange af Oprørerne faldt for deres Haand, men da friske Kræfter udefra stadig tog fat, bukkede de omsider under, ja trampedes til Døde af de fremstormende Fjender. Og da
