| Knud Lavards Mord den 7. Januar 1131. | 537 |
eller svoret Forbund, kunne begaa saadan Ugerning, ikke kristne Mennesker«.
De kom nu til Skovbrynet, og Knud saa Magnus vandre om mellem Træerne. Han sprang af Hesten, som han lod Svendene holde, og da Magnus var alene, gik han ham alene i Møde. Fætteren hilste ham med stor Venlighed, trykkede ham til sit Bryst og kyssede ham. Pegende paa et Sted noget borte sagde han: »Lad os sætte os derhenne!«
Imidlertid mærkede Knud, at Magnus var brynjeklædt inden for Kjortelen, og spurgte ham, hvorfor han var rustet i den fredhellige Tid. Magnus svarede: »Jeg har en Uven og bereder mig paa at tage Hævn«. Da udbrød Knud: »Broder, besmit dog ikke Julehelgen ved at udgyde Blod! Vent til disse Dage ere omme, saa vil jeg slutte mig til dig, og dine Fjender skulle være mine«. Men i det samme hørte Knud raslende Vaaben, og væbnede Mænd kom frem bag Træerne. »Hvad skal de væbnede Mænd?« udbrød Knud, og Magnus svarede: »Knud, hvem tilhører Danmark?« »Broder, hvorfor spørger du saa? hvem ejer Danmark uden din Fader og min Farbroder? i hans Eje vil det ogsaa forblive, saa længe det behager ham, hvem alle Konger skylde deres Magt«. Da raabte Magnus: »Nej, saaledes er det ikke! Du tager Land og Folk fra os. Mellem os skiftes der nu bedst paa denne Maade!« Da Knud vilde rejse sig, trak Magnus ham ned ved hans Kappehætte, drog sit Sværd, inden Knud havde faaet sit trukket halvt ud af Balgen, og kløvede hans Hoved helt ned til det højre Øje. Henrik Skadelaar og de andre sammensvorne styrtede ligeledes til og jog deres Spyd ind i Knuds Side.
Saaledes blev en af Estrid-Slægtens mest sympatetiske Mænd taget af Dage. Folket skulde ikke længer se hans høje Skikkelse med de smukke og venlige Ansigtstræk eller høre hans veltalende Ord. Knud Lavard faldt uskyldig, Tronkræver havde han aldrig været, ved ingen Handling havde han vist, at hans Maal var Dan-
199. Hertug Knud, Kalkmaleri fra Skive Kirke (fra o. 1500).
Danm. Riges Hist. I 68
