| 538 | Knud Lavards Personlighed. |
marks Krone; sønneløs syntes han ogsaa at savne en vigtig Betingelse for at kunne blive Landets Herre. Men Knuds store Fejl var Godtroenhed og Uforstand paa Rænker. Han var for lidt Politiker til at se Faren ved hans dobbeltsidede Stilling ved Landets Grænse med een Herre over sig i Danmark og en anden i Sachsen, ligesaa lidt som han blev vaer, hvordan Folkegunst skaber Avindsmænd, ikke mindst for den, om hvem det Ord gik, at »alle vilde sidde og staa som Knud«.
Som sin Farbroder Kongehelgenen havde Knud været Talsmand for nye Ideer, men medens Kong Knud havde omtrent gjort sig til eet med de Tanker, han kæmpede for, og havde villet trodse dem igennem, ønskede Knud Lavard kun Sejr ved deres egen Magt. I det hele havde den yngre Knud et langt mere humant og elskværdigt Sind, saaledes som det giver sig til Kende i hans spøgefulde Ord og i den rolige og legende Maade, hvorpaa han gaar til Løsningen af sine Opgaver. Knud Lavards Forhold til Kirken er ikke stærkt fremtrædende i hans Virken, og dog var han from og gudfrygtig, tog sig af Præsterne og lærte dem at holde deres Kald i Ære, byggede Kirker og virkede for Missionen. Han var gavmild mod de nødlidende — engang skar han Hælvten af sin egen Kappe for at klæde en fattig — han var Folkets faderlige Ven og elsket af Almuen.
Otte Dage efter sin Ægtefælles Død fødte Ingeborg sin førstefødte Søn (14. Januar 1131). Hun var forinden Moder til tre Døtre, Kristine, Margrete og Katrine, opkaldte efter Dronning Margrete og hendes to Søstre; sin Søn gav Ingeborg et Navn, som kunde fjerne enhver Mistanke om, at hun havde født en Tronfordrer. Hun kaldte ham efter sin Farfader Storfyrst Vladimir Valdemar.
Med Rædsel modtog Cæcilie og Erik Budskabet om det skændige Mord. De bragte det blodige Lig hjem til Gaarden, hvorefter det under Sørgesang blev stedet til midlertidig Hvile i Haraldsted Kirke. Overalt, hvor Budskabet om Knuds Mord blev bragt, lød der Suk og Klage, med Julens Lystighed var det til Ende, og Mænd og Kvinder udbrød i Forbandelser over Magnus og hans forbryderske Hjælpere. Disse vare under jublende Sang redne tilbage til Roskilde.
