| 556 | Herman sendes til Rom. |
vare Ærkesædet for deres gamle Biskops Slægtning. Kong Erik holdt imidlertid fast ved, at Ricco skulde beholde sit Embede, og først da han mærkede den store Modstand, gav han efter. Med Billigelse af den roskildske Gejstlighed overtog Ricco den sjællandske Bispestol.
Saaledes naaede Eskil til den Værdighed, som han havde saa fuldt fortjent ved sine store Anlæg og sin Nidkærhed i al kirkelig Gerning. Vi se ham straks tage fat paa den vigtige Opgave, som Asser synes at have forsømt, nemlig at gøre Ende paa de stadige Angreb paa det nordiske Ærkesæde fra Bremerkirkens Side og at knække det Tilhold, som den havde fundet hos den romerske Kurie. Den Mand, som Eskil, rimeligvis understøttet af Kongen, benyttede hertil, var Herman. Han var født i en velstaaende Slægt fra Maasegnen og opdraget til gejstlig; efter forskellig Modgang i sit Hjemland var han traadt i Eskils Tjeneste. Den ærgerrige Mand var bleven Kannik i Lund og brændte efter at spille en Rolle; han overtog med Glæde dette Hverv, og det lykkedes ham virkelig at formaa Pave Innocents til at omgøre det skete og fuldstændig bekræfte Lunds Ærkesæde i dets Ret over Nordens Kirker. Noget Brev herom findes ikke, men betegnende er det, at Eskil i Aaret 1139, udnævnt til apostolisk Vikar, holdt en Provinsialsynode, og at en pavelig Legat Theodignus og Bisper fra alle Nordens Lande deltoge i den.
En billedlig Fremstilling fra denne Tid synes at sigte til denne Kamp for den nordiske Kirkes Frihed. Paa et Relief over den sydlige Portal til Slesvig Domkirke ses en tronende Kristus, St. Peter, til hvem Slesvigkirken var viet, og St. Laurentius, Lunde-Kirkens Helgen, og Kristus udtaler — ifølge Indskriften — til St. Laurentius: Fordriv du mig Tyrannen, og kald de Folk tilbage, som fromt tilbede St. Peter 1 (Fig. 206).
Mulig har endog Herman foranlediget, at dette Relief blev hugget. Da nemlig Bispestolen i Slesvig blev ledig ved Riccos Forflyttelse, vilde Kong Erik belønne Herman for hans lykkelige Sendefærd til Rom ved at give ham Bispeværdigheden, men Bymenigheden satte sig derimod; den ønskede Acco, der hørte hjemme i denne Landsdel. Begge de valgte viedes til Bisper, men støttet af sin Slægt og Menigheden sejrede Acco efter alvorlige Uroligheder. Saaledes viste det sig ogsaa her, at de højeste gejstlige Embeder opfattedes som tilkommende Landsdelens egne store Slægter. Kong Erik gav den fordrevne Herman Erstatning i for-
