| Absalon begynder Kampen mod Venderne. | 601 |
han betjentes af en Ypperstepræst, der nød endog større Anseelse end Kongen, og Guden havde en ridende Livgarde paa 300 Mand, som bragte ham alt det Bytte, de tog fra Fjenderne; af andet Bylte tilkom der Guden en Tredjedel. I det hele var det ejendommeligt for Venderne, at de havde en særegen Præstestand med stor Indflydelse; det var saaledes betroet Præsterne at iagttage alle de mange Tegn og Vink, hvoraf Gudernes Vilje, deres Tilsagn om Bistand ved Foretagender eller deres Nægtelse af Hjælp kunde udledes.
Fra Møen kan man i klart Vejr se Arkonas Brinker. I saa kort Afstand fra Danmark dyrkedes altsaa en frygtelig Hedningegud, som tilmed førte aaben Krig med kristne Genbolande og var bleven rig ved deres Ulykke. Man vil kunne forstaa, at alene Tanken herom kunde ægge Sjællands Kirkefyrste til at begynde en Kamp for at befri Landet og for at tage Hævn, ja mulig tilintetgøre den hedenske Gud og omvende det Folk, som dyrkede ham. Erobringen af Arkona stod da ogsaa som det første Maal for de Danskes Planer, da de for Alvor forsøgte en Kamp mod Venderne; det var en fuldstændig Misforstaaelse af, hvad de Danske da kunde udrette med Vaaben, og en Miskendelse af Røboernes Krigerdygtighed. Først efter ti Aars udholdende Kampe skulde det lykkes dem at vinde denne Hovedborg.
Kong Valdemars andet Regeringsaar blev i mange Henseender et lærerigt Prøveaar for Kongen og Absalon saavel som for de danske Krigere.
Allerede før Paaske bestod Absalon en lykkelig Kamp med Venderne. De vare paa 24 Skibe gaaede i Land ved Kysten af Store Bælt. Skønt Absalon kun havde 18 Hærmænd i sin Hustrop, optog han dristig Kampen med dem, og det lykkedes ham ved Boeslunde ved Korsør at splitte deres Ryttere og at fælde de øvrige Krigere eller drive dem paa Flugt (4. April 1159).
Kongens Raadgivere — Absalon og hans Broder Esbern, Peder og hans Broder Sune, Sønner af Ebbe Skjalmssøn — havde til-raadet ham at sætte sig til Maal at komme hurtigt og uventet over Venderne, uden Hensyn til, om Landets hele Flaade blev samlet. Da nu Valdemar fuldt kunde stole paa, at Sjællænderne vilde være beredte til Kamp, besluttede han selv at opbyde Skaaningerne, som han sammenkaldte til et Møde i Lund. Skaaningerne gjorde Ærkebiskop Eskil til deres Talsmand, og han svarede Kongen, at man
Danm. Riges Hist. I 76
