| 606 | Aleksander III og Viktor IV. |
Aleksander III, fandt atter Beskyttelse i Rom, medens Oktavian, der ligeledes havde ladet sig vie og antaget Navnet Viktor IV, søgte Hjælp andensteds hos Kejserens Tilhængere. Saaledes stode to Paver over for hinanden, og et Skismas Forbandelser skulde atter knuge Europas Folk; man maatte rundt om i den katolske Verden træffe Valget mellem en af de tvende.
Skønt Aleksander III utvivlsomt havde større Ret paa sin Side end Modparten, var unægtelig heller ikke hans Valg uanfægteligt. En Majoritet af Stemmer var paa de Tider endnu ikke anset for tilstrækkelig til at afgøre et Valg, og en endelig Valghandling har næppe foreligget. Desuden blev det paastaaet, at Rolands Vælgere allerede under Pave Hadrians Levetid havde maattet forpligte sig ved Ed til kun at vælge den til Efterfølger, der vilde fortsætte fuldt ud i Hadrians Fodspor og i hans Politik over for Kejseren; men en forud truffet Overenskomst var strengt forbudt i den kanoniske Lov, et Valg skulde foregaa frit. Striden bredte sig over den katolske Verden, og kirkelige Synspunkter blandedes overalt med verdslig Politik.
Frederik I havde indkaldt til et Kirkemøde i Pavia (1160), og her mødte især tyske og italienske Bisper, dog ogsaa Udsendinge fra England og Frankrig. Kong Valdemar havde sendt sin Kapellan Englænderen Radulf, der blev vundet for Kejseren og hans Pave. Efter megen Uenighed erkendtes Viktor IV som ret Pave; af ham blev atter Aleksander, der ikke var mødt, lyst i Band. Hermed var Sejren dog ikke vundet, Aleksander, som vidste, hvor mange Venner han endnu besad, endog inden for den tyske Gejstlighed, lyste baade Oktavian og Kejseren i Band og udsendte Legater for at samle Tilhængere rundt om i Landene. Pave Viktor havde den mægtige Kejser Frederik ved sin Side og fandt især Tilslutning i Italien, Burgund og Tyskland; Aleksander havde i Italien kun en svag Støtte i Siciliens Konge. I Frankrig stod den største Del af Gejstligheden paa hans Side, han var jo Talsmand for Ideerne om en stærk Kirke, der stod paa egen Fod og som forbandt alle Landes Kirker til Enhed; det var lignende Tanker, Cistercienserne og Kartusienserne arbejdede for, og som fra Frankrig vare spredte viden om. En stigende Frygt for Kejserens voksende Magt bragte desuden baade Frankrigs og Englands Konger, som hidtil havde indtaget en ventende Stilling, til at nærme sig Aleksander.
Ogsaa inden for den danske Kirke vakte denne Strid Kamp og
