| 626 | Røboerne døbes. |
Guden rørte ved dets Pande med den venstre Haand, ved Hagen med den højre. Absalon vilde lade Billedstøtterne brænde i Borgen, men Indbyggerne ængstedes for, at hele Byen da vilde antændes og lægges i Aske, og de bad om, at det maatte ske uden for Byen. Absalon bød dem da selv føre Støtterne bort, men af Overtro vægrede de sig længe derved; først da Absalon foreholdt dem, hvor vanmægtige Guderne havde vist sig, gave de sig til Værket. Biskop Svend stillede sig endog op paa et af Billederne, medens det slæbtes af Sted, som for at vise, hvordan Hedningeguden traadtes under Fod af Præsten for den fremmede Tro. Imidlertid havde Absalon indviet tre Grunde uden for Garz til Kirkegaarde.
Først langt ud paa Natten naaede han tilbage til Skibene. Det var nu den tredje Nat, han havde tilbragt uden Søvn, og han var næsten ikke i Stand til at holde Øjnene aabne.
Den næste Dag mødte Kongens Klerke og Høvdingernes Huskapellaner i fuldt kirkelig Skrud og døbte Befolkningen, ligeledes lagde man Grund til flere Kirker. De sidste Gisler bleve stillede, og ved Aftentide modtog Kongen de Skatte, der havde tilhørt de vendiske Guder; de laa forvarede i 7 ens store Kister. Derpaa lod Valdemar kundgøre, at alle Krigerne kunde vende hjem.
Pomeranerne vare imidlertid misfornøjede med Vilkaarene for Freden. De havde ventet, at Kong Tetslav skulde blive afsat og Herredømmet over Rugen tilfalde dem. Nu havde ganske vist Pomeranerne kæmpet smukt i den korte Kamp, men det Tidspunkt maatte dog vel være kommet, da de Danske skulde nyde Frugt af disse Fællesforetagender, for ej at tale om, at Hærens overvejende Bestanddel var Danske, og at danske Høvdingers Snildhed havde i saa væsentlig Grad hjulpet til den skønne Sejr. Men Pomeranernes Venskab skiftede om til et langvarigt Fjendskab.
Røboernes Daab var unægtelig sket hovedkulds, men Absalon var betænkt paa, hvordan der derefter kunde arbejdes dybere i Grunden. Ved sin Hjemkomst sendte han Præster til Afløsning af de efterladte, og de vare forsynede ikke alene med alt kirkeligt Skrud, men tillige med Levnedsmidler, for at de ikke skulde falde den Befolkning til Byrde, som de skulde undervise.
Hvem der skulde være Rugens gejstlige Herre, kunde der med Retfærdighed ikke tvistes om. Naar selv Bisp Otto af Bamberg ikke vilde indlade sig paa at prædike paa Rugen uden at have Ærkebisp Assers Tilladelse, idet Øen saa ofte havde lydt under Danmark, maatte det vel nu, efter at en sjællandsk Bisp i saa
