| Absalon som Kriger. | 681 |
taale Hede og Frost, Tørst og Hunger, idelig Arbejde og Vaagen, han tumlede sig til Hest, og han svømmede som den bedste. Rykkede Skarerne frem, var han blandt de forreste og mest udsatte, trak man sig tilbage, var ban mellem de sidste, som skulde beskytte Tropperne mod Angreb bagfra og havde den farefulde Stilling sidst at skulle gaa om Bord. Altid er han beredt til Kamp og iler til Dysten, til hvilken Tid han saa kaldes, fra Messetjenesten, fra Lejet eller fra Badet.
Men har Absalon virkelig udgydt Blod? Det kunde synes underligt at spørge derom, da han jo altid var blandt dem, som rykkede Fjenden nær paa Livet, og da hans Krigere rundt om ham slog ned for Fode. Mærkeligt nok nævner Saxo, som fortæller saa udførligt om Absalons Deltagelse i utallige Kampe, ingen Sinde, at han selv fældede en Mand, i Modsætning til, hvad han saa ofte beretter om Kong Valdemar og Esbern, og ikke heller omtaler han, at Absalon fik Saar eller bar paa Skrammer. Maaske har Saxo med Vilje ikke villet fortælle, at Absalon udgød Blod, skønt efter Saxos Opfattelse intet var Gud behageligere end retfærdig Kamp mod Voldsmænd og Hedninger; Absalon kæmpede desuden efter Kirkens Paabud ikke med Sværd, vi se ham rustet med Hjælm og Brynje, men af Vaaben bar han sædvanlig kun en Økse eller Kølle. Det maa endelig huskes, at Absalon især var Anføreren og Ordneren, den, som ledede, befalede og opildnede.
Ved Absalons Side tegner sig tydeligt hans Broders Skikkelse. Hvor meget Esbern end er ham lig i Tapperhed, Udholdenhed og Fædrelandsfølelse, afviger han fra ham i Temperament. Medens Absalon gennemgaaende præges af Ligevægt og aldrig gør sig skyldig i uoverlagte Ord eller Forløbelse, er der Fart og Uro over den ildfulde Esbern. Han er fuld af Planer — de ere ikke altid lige gode — hurtig i Beslutning, hastig i Svar, varm og ivrig i Tale. I Krigen er han forud for Fortroppen, har Spejderens Hverv og er Friskarernes Fører, han er Ilbudet, som sendes af Sted med Advarsel eller med Sejrmelding, han findes paa den rappeste Hest og den hurtigste Sejler, han forfølger Fjenden langt og gaar i Haand-kamp med ham, om han end er vadet ud i Bølgerne. Der er over ham en Tordenskjolds Opfindsomhed, og naar Saxo fortæller, hvordan Esbern i en maanelys Nat ved Sejrø angribes af mange vendiske Skibe og efter at have kæmpet med utrolig Tapperhed til sidst sender en Mand op i Masten for at slaa Ild, som om han gav Tegn til en nærliggende Flaade om at komme til Hjælp, giver
Danm. Riges Hist. I 86
