Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/725

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
De Danske i Belejringshæren foran Akkon. 697

Krigere, »paa trefold Maade egne de sig til Krig, ved høj Legemsbygning, ubetvingeligt Sind og glødende Trosiver*. Der ankom desuden i Oktober en ny Trop af Danske, nemlig en Slægtning af Kong Knud og flere danske Stormænd, fulgte af 400 Krigere. Alle disse Nordboer kæmpede med saa stor Udholdenhed og Foragt for Fare, at der af de mange Tusinder til sidst kun var faa tilbage. Men Kampen var ogsaa langvarig. I to hele Aar havde under mange Omskiftelser Stadens Belejring varet, da Forsvarerne omsider besluttede sig til Overgivelse, imod at Besætningen fik fri Afmarch (Juli 1191). Faa Uger efter forlod Kong Filip August det hellige Land, og Aaret efter sluttede Rikard Løvehjerte en Overenskomst med Sultan Saladin om, at der i tre Aar skulde være Fred; de Kristne skulde i den Tid have fri Adgang til Jerusalem og i øvrigt Kystlandet alene være i deres Besiddelse.

De femten Stormænd, som vare traadte sammen paa Mødet i Odense og som havde lovet at drage paa Korsfart, vare dog ikke blandt Deltagerne i dette Togt. Af dem var der efterhaanden kun fem, som fastholdt deres Forsæt og ønskede at drage af Sted. Af disse kan nævnes Svend, Thorkils Søn, der havde sit eget Skib, Aage, en Søn af Stig Hvitaleder og Kong Valdemars Søster Margrete, og Aleksander, en Søstersøn af Ærkebisp Absalon, hvilke vare i Fællig om eet Skib. Men ogsaa Nordmænd havde i et Antal af 200 lovet Deltagelse i Togtet. Efter at de fire danske Skibe havde forenet sig ved Hals, sejlede de til Konghelle; her ventede Ulf af Lauvnes paa dem, han skulde være Anfører for den hele Flaade.

Ulf var en af Kong Sverres gæveste Tilhængere og Stridsmænd; han tog dog ikke i Betænkning ved et Foretagende som dette at gøre fælles Sag med mange, der havde været hans Konges Modstandere, eller med den danske Svend Thorkilsøn, skønt denne havde givet en af Sverres Fjender Simon Kaaresøn Ophold hos sig i Danmark. Efter at være sejlet om Kysten indtil Nord for Lindesnæs besluttede Flaaden at styre til Bergen for inden Afrejsen at hilse paa Kong Sverre og høre hans erfarne Raad. Kongen tog vel mod dem alle, gav dem Foræringer og forsynede dem med Fødemidler, og Korsfarerne styrede saa ud over Vestersøen. Svends Skib skiltes snart fra de andre, det blev overfaldet af Stormvejr i to Dage og haardt medtaget; han maatte kaste alt over Bord for at lette Fartøjet, men det sønderbrødes alligevel og sank. Kun Svend og henimod 30 Mand af Besætningen frelste sig i Land paa den

Danm. Riges Hist. I 38