| 698 | Korsfarerne strande i Frisland. |
frisiske Kyst ved Hjælp af en Flaade, de havde dannet af sammen-bundne Bjælker. Af de øvrige Skibe naaede enkelte til Stranden uden at have lidt Tab, medens andre kun havde kunnet frelse sig ved at kaste alt over Bord.
I Byen Stavoren samledes saa de tiloversblevne — af dem, der vare inddrevne paa Stranden, havde Friserne slaaet flere ihjel — og alle vare enige om at hjælpe hverandre og staa Last og Brast; man besluttede derfor at skille sig af med Skibene og drage frem over Land til Middelhavet. Efter at have solgt Fartøjerne sejlede Korsfarerne op ad Rhinen til Køln og rejste derfra til Venedig. Her fragtede de et Skib, der skulde bringe dem til Palæstina. Undervejs maatte de dog døje megen Nød med Vinterstorme, Hunger og Tørst, Sørøveres Anfald og Skippernes Uredelighed, men desto større var Glæden, da de omsider naaede det hellige Land.
Med de vantro skulde de dog ikke komme til at kæmpe, thi Kong Rikard havde netop da sluttet den Treaars Vaabenstilstand med Saladin. Derimod gav Freden dem Lejlighed til trygt at kunne besøge de hellige Steder. Hvor sørgeligt det end var, at vantro herskede over Jerusalem, og at se kristne Fanger trælle for dem, frydede Pilegrimmene sig dog ved at holde deres Andagt ved den hellige Grav og ved at besøge Jordans Flod. Efter at være vendt tilbage til Akkon sejlede nogle af dem til Apulien og drog over Rom hjem. Andre lagde Vejen over Konstantinopel, hvor Kejseren modtog dem vel og søgte ved Gaver at friste dem til at gaa i hans Tjeneste; men Længsel efter Hustruer og Børn drev dem mod Hjemmet. Under Eskorte af Væringer og med Beskyttelse af kejserlige Breve droge de til Grænsen, hvorpaa de gennem Ungarn og Tyskland rejste hjem.
Et lille latinsk Skrift, der rimeligvis er forfattet af en Nordmand, indeholder Beretningen om dette de Danskes og Norskes Tog til Palæstina.
De Danskes Rejser til det hellige Land paa denne Tid belyses ogsaa af et gammelt Sagn eller rettere en Legende, som mærkeligt nok er bleven optegnet af en flandersk Forfatter kun faa Aartier efter, at Begivenheden skal have fundet Sted. Præsten Anders i Slagelse var sammen med tolv Borgere der fra Byen draget til Palæstina. Efter at de havde besøgt de hellige Steder, hændte det, at der netop paa Paaskedag blæste en saa god Bør, at hans Rejsefæller vilde benytte den og ilede til Havet for at begynde Hjem-farten. Anders var dog ikke til at formaa til at forlade Jerusalem paa
