| Hellig Anders i Slagelse. | 699 |
Kristi Opstandelses Morgen; han vilde deltage i Paaskemessen og nyde Nadveren i den hellige Stad. Da han efter endt Gudstjeneste traadte ud af Kirken, erfarede han, at hans Kammerater allerede vare dragne af Sted, og han begav sig ene ned til Kysten. Medens han engang undervejs knælede i Bøn, blev han overvældet af Søvn, og i Drømme saa han en Rytter paa en vælig Hest; denne bød ham sætte sig op bag ved ham, hvorefter de foer af Sted. Da Anders vaagnede, fandt han sig liggende paa en Høj; han stirrede
256. Hvilehøj ved Slagelse.
undrende omkring, thi han hørte to Hyrder tale Dansk sammen, og disses Forundring var ikke mindre, da de saa et Menneske pludselig rejse sig fra Grønsværet. De genkendte dog straks Præsten, og paa Anders’ Spørgsmaal om, hvor han var og hvad Time paa Dagen det vel var, eftersom Klokkerne ringede, svarede de, at han var tæt ved Slagelse, og at det var Aftensangstid paa Paaskedag. Anders gik da til Staden og traadte ind i Kirken, netop som Vesperen begyndte. Saaledes havde han paa samme Dag taget Del i Højmessetjenesten i Jerusalem og i Aftensangen i Slagelse. Anders’ Rejsefæller kom naturligvis først lange Tider efter tilbage til Danmark. — Endnu staar der paa Hvilehøj ved Slagelse et Krucifiks til Minde om Hellig Anders’ vidunderlige Fart.
Der fortælles flere andre Vidundere og mærkelige Gerninger af Hellig Anders. Saaledes bad han engang Kong Valdemar Sejr om, at han vilde skænke Slagelse den om Byen liggende Jord, og Kongen sagde skæmtvis, at Anders skulde faa saa meget Jord, som han kunde omride paa et ni Dage gammelt Føl, medens Kongen var i Bad.
